Artikel i Jyllandsposten (11/05/07)

Skrig indtil du er dig selv
Af JAKOB VØLVER, Jyllands-Postens Udsendte Medarbejder

Det tyske band Tokio Hotel synger på tysk, og danske skolebørn skråler med på gloserne. Men glem alt om kasserollebøjning og ohne, wieder, um. Fænomenet Tokio Hotel er weltschmerz i børnehøjde. Berlin
24.000 uspolerede øjne, rettet mod scenen. Spotlyset fejer roligt hen over instrumenterne, og stadionhøjtalerne pumper en bas-tung hjerterytme i mellemgulvet på det skrigende og forventningsfulde menneskehav, der primært består af piger i 10-årsalderen og et par år op.
Enkelte er besvimet, de fleste vifter med selvlysende plasticrør.
Det koger i stadionhallen i den tyske by Oberhausen.
Så kommer braget, bassen, tråden, røgen og endelig: heltene.
»Habt Ihr Träume?« råber idolet i mikrofonen.
Ja, den skrigende hær af bankende pigehjerter har drømme. Drømme om Bill, Tom, Georg og Gustav.
Der er mere U2 end børne-MGP over showet, og i halvanden time skråler pubertetsfrustrationer og kærestesorger om kap med elektrisk guitar og tyske gloser i sange som Schrei, Lass uns hier raus og Durch den Monsun.
Numre som mange danske børn, især piger, på 9-16 år kan synge i søvne, sprogbarrieren til trods.
Willkommen zum Tokio Hotel.
Medfødt nittehalsbånd
Uden for studiet i Berlin pudser chaufføren Chevrolettens sorttonede ruder. Det støvregner. Bodyguarden snakker til sin krave, og ved porten venter et par fans forgæves.
En sort, gyngende manke glider igennem lokalet. Under håret hænger forsangeren Bill Kaulitz. Han er ranglet, har høje kindben og sart, hvid hud. Nittehalsbåndet ser næsten medfødt ud, makeup begyndte han at gå med, da han var 10 år.
Bill Kaulitz er en 17-årig dreng, hvis sjæl har postnummer i det androgyne grænseland mellem freak og metroseksuel.
»Sådan har jeg altid set ud. Det er ikke noget, jeg er begyndt på, fordi jeg er med i et band,« siger han.
Sammen med tvillingebroderen Tom, der spiller guitar i bandet, er Bill eksponent for det største musikalske fænomen Tyskland har set i mange år.
I Danmark lever deres musik en mystisk tilværelse. Modsat mange andre boybands blev Tokio Hotel opdaget af lytterne og var et hit i skolegården, før medierne og de danske pladeselskaber fik sat nålen i rillen.
Piger og drenge helt ned i 8-9 års alderen skrev og smsede til børne- og ungdomsprogrammer som Olivia og Boogie på DR for at fortælle om et sejt, tysk band, der hed Tokio Hotel . Redaktørerne måbede, men Boogie kvitterede med at spille en enkelt video med den ukendte gruppe.
Videoen blev straks nummer et og Tokio Hotel har okkuperet danske videohitlisters fornemmeste plads adskillige gange siden med flere forskellige numre. Men hvorfor opdagede den ellers velsmurte musikmaskine ikke det tyske hysteri før skolebørnene?
X-faktoren
Faktisk er det fuldt forståeligt. Med tyske tekster og en musik, der langt fra er nyskabende, er Tokio Hotel ikke ligefrem en indlysende spiller på det danske marked. Succesen må tilskrives x-faktoren: den ustyrlige, lille something , der afgør om noget bliver hot og noget not . Om man rammer en tendens i tiden.
De tyske sange faldt åbenbart så godt i x-faktorens smag, at selv danske skolelærerne har fået ørerne op for Tokio Hotel , og flere bruger musikken som lokkemiddel i tyskundervisningen.
Bill, Tom, Gustav og Georg har ingen anelse om, hvor populære de er nord for grænsekioskerne, men glæder sig over, at danske børn er med på den tyske bølge. For bandet kan kun tale tysk.
»Det er vores modersmål. Jeg skrev min første sang Leb die Sekunde som niårig, og tysk var mit eneste sprog,« siger Bill Kaulitz.
Mange af Bills tekster handler om at udnytte livet, skrige så højt man kan, og gøre hvad man vil.
»Øjeblikket er hurtigt forbi. Senere tænker man, at man skulle have brugt tiden bedre. Udnyttet den mere, og brugt hvert et sekund,« siger Bill Kaulitz.
»Og et skrig kan befri én, man kan lukke alting ud i et skrig. Når noget går en imod, skal man skrige indtil man er sig selv igen.«
Hadet af lærerne
Bill Kaulitz androgyne udseende har skabt megen debat i Tyskland.
Sten og flasker bliver smidt efter tourbussen i ellers fredelige Schweiz, og enkelte tyskere har lagt gruppen for had. Men Bill er hårdfør født og opvokset i betongrå intolerance i en lille landsby nær Magdeburg i det tidligere Østtyskland. Han og broderen var byens freaks, og lærerne havde svært ved at acceptere den avantgardistiske elev og hans anarkistiske tvilling.
De blev drillet, dumpede til prøverne og skilt ad med magt. Men musikken og håbet lod sig ikke kue, og en dag blev de hevet ud af sumpen af en gråhåret mand med briller.
Tvillingerne var 13 år dengang i 2003. Lokalet i den lille klub Groeningen Bad Klub var fyldt til bristepunktet mest med piger.
50 tilskuere, skulder ved skulder. Den aldrende musikproducer Peter Hoffmann skilte sig ud fra mængden. Han var tilfældigt på besøg i byen, men var som altid på udkig efter nyt talent.
»Musikken var lidt skoleorkesteragtig, men Bill og Tom opførte sig som superstjerner, som Robbie Williams. Og reaktionen fra pigerne var den samme allerede dengang,« husker den 51-årige producer, hvis pension nu er sikret.
Peter Hoffmann vendte tilbage næste aften til endnu en koncert. Nyt publikum, nye skrig, samme helte.
»Da blev det tydeligt for mig, at dette band ville eksplodere.«
Forældrene blev orienteret, der blev holdt møder, skrevet kontrakt og indspillet musik i skoleferierne.
Peter Hoffmann erkendte hurtigt, at drengens naturtalent lå i deres selvopfattelse som stjerner, mens sangskrivningen og instrumenthåndteringen godt kunne bruge et nap med, og tre professionelle folk blev hentet ind i en slags styringsgruppe. Efter et par års hårdt arbejde slap produceren monsteret løs.
Kortslutning
Succesen fortsatte i Polen, Holland, Schweiz, Østrig, Letland, Estland, Litauen, Luxembourg, Danmark, Tjekkiet og Frankrig. Overalt skråles der med på tysk, når Tokio Hotel sætter stikket i.
Bandet føler sig hjemme på scenen, elsker at være på forsiden af de legendariske ungdomsmagasiner Popcorn og Bravo og har intet imod at ligge fladmast som idolplakater imellem rygter, fanbreve og afslørende fotos.
Men det enorme pres på de fire magdeburgere blev for meget. I maj sidste år kortsluttede Bills unge sind, og alle koncerter blev aflyst. Syg af stress.
En måned senere tjekkede han igen ind på Tokio Hotel , og deres nye plade Zimmer 483 er sendt på vingerne.
Leb die Sekunde