onsdag, marts 17, 2010

'I seng med Tokio Hotel'

Det tyske band, som driver små piger til vanvid (men hvor længe?) kommer til Italien på deres tour. Gæt, hvor vi interviewede dem?

Alle som kan huske en 'Tokio Hotel'-sang, hænderne op. Hvis du går i mellemskole (omkring 15 år), vil du sikkert være forfærdet, da du kender ethvert ord. Hvis du er ældre en 15, vil du være forvirret. De fleste kan synge ’na-na-na-na monsoon’. Hvis du tilhører den første gruppe, vil du vente utålmodigt på en af de kommende italienske koncerter. Hvis du tilhører den anden gruppe, så gør dig klar til, at se følgende klip i nyhederne: små piger skriger efter fire drenge i 20’erne (en med make-up og en underlig frisure, en med fletninger som ligner en rapper, en med kort hår og en med langt hår).

De er 'Tokio Hotel', et tysk band som har solgt flest albums gennem de sidste par år (tre millioner solgt på verdensplan, kun 700.000 med det nyest-udkommende, ’Humanoid’, som udkom i oktober). Selv insidere siger, at bandets popularitet er faldene (de fire italienske datoer er ikke udsolgt, som for to år siden), selv ’American Rolling Stone’ har sagt, at albummet er ’melodisk kedeligt og underligt low-key’, selv ’Google Trends’ bevidner, at søgningen på ’Tokio Hotel’ er blevet mindre og en gruppe på facebook, som hedder ’aubergine’ har flere fans end ’Tokio Hotel’ – de fire drenge fra Magdeburg erobrer stadig tusinde af betagede teenagere, som er klar til alt.

Drengene passer perfekt ind i deres roller. Da vi møder dem i deres luksus hotelsuite, Bill Kaulitz – sangeren – træder ind, hilser, stopper, spreder sine ben og begynder at posere foran fotografen med fortsættende ændring af forskellige udtryk (gådefuld stirren – mindre gådefuld stirren – kryptisk stirren – lidt mindre kryptisk stirren) – selv Ben Stiller i ’Zoolander’ kan ikke gøre det bedre! Synd, at fotografen stadig er i gang med at gøre klar med lys og computer. Manageren fortæller Bill, at photoshootet skal til at begynde. Bill siger ’ok’ og går mod make-up-artisten Natalie, som opfrisker hans foundation.

I mellemtiden – vi ved, at Natalie spiller en vigtig rolle for bandet, takket være hendes evner med hårspray, blush og pensler – vi spørger hende, hvor længe hun har arbejdet med Tokio Hotel. Hun går grinende væk og slutter samtalen med et ’ingen kommentarer. Det er en hemmeligt. Et mysterium.’ Jeg bliver fortalt, at det er normalt. Jeg er blevet fortalt, at hun skal have haft et forhold til Bill – nogle benægter det og siger, at det bare er historie for at dække over Bills formodede homoseksualitet, hvilket ville gøre hans unge pige-fans ulykkelige, andre siger dog at det er sandt, men at han ikke vil indrømme det, for ikke at skuffe sine fans. Efter alt, bliver det dog nævnt i alle interviews at han leder efter en pige, at forelske sig i. Tom falder for en forskellig pige hver nat, Gustav er single og Georg er den eneste som har en kæreste, siden et år.

Efter photoshootet – hvilket de gør seriøst og uden at klage, med en tysk-japansk attitude, som passer til deres navn – ligger de på en dobbeltseng i værelset ved siden af. De inviterer mig til, at sidde med dem og lader mig lave interviewet på den madras, enhver fan ville dø for at sidde på.

Bill, du er pigernes idol, men samtidig sangskriveren. Den anden single, ’World Behind My Wall’, siger: ’Wanna wake up in a dream’. Hvordan er dit liv bag facaden?
Bill: En meget lykkelig verden. Jeg har en familie, mine fire hunde, min bror Tom, bandet og mit job. Men samtidig er det svært, at finde den samme glæde i verden udenfor – jeg har realiseret, at mit liv er en rimelig ekseptionel sag.

Jeres album hedder ‘Humanoid’ og på coveret er Bill som robot og mange af sangene, er underemnet følgende: ‘I er ikke robotter, men mennesker med et hjerte.’
Bill: Mange mennesker kiggede på coveret og troede, at vi ville lege ’robotter’. Ærlig talt, vi valgte at kalde albummet dette, da vi føler os som ’humanoids’ – ’menneskeliglignende’. Vi føler os underlige, anderledes. I ’Alien’ synger jeg: ’Der er en alien i mig’, men for at være ærlig – jeg synger om, at lede efter kærlighed, om forbindelsen med din anden halvdel. I hver sang snakker vi om følelser og barndomsminder, vi er sentimentale og fuldstændig mennesker.

Apropos aliens, du har sagt at du tror på marsmænd.
Bill: Jeg tror på mange ting, selvom jeg ikke følger en specifik religion. Jeg er sikker på, at der er et liv efter døden og/ eller på andre planeter. Og jeg tror stærkt på skæbnen. Det er skæbnen, at min bror og jeg har dette job, vi har elsket musik siden vi var børn.

Udover dit, hvilken musik kan i lide? Hvor kommer jeres inspiration fra?
Tom: Jeg kan godt lide ’Stereophonics’.
Gustav: Jeg hører ’Metallica’. Men jeg har tatoveret en sætning af Johnny Cash, som jeg også godt kan lide.

Og?
Tom: Du ved, ærligt, vi har så lidt tid til at høre musik. Vi er altid på vej for, at spille vores musik og sidst på dagen, kan vores ører ikke klare mere.
Bill: Aldrig. Egentlig, bare at læse en bog eller et blad er umuligt.

Snakke om, at læse Bill. Du gik ud af skolen. Er du ikke interesseret i, at lære mere?
Bill: Jeg har ikke taget en eksamen, da jeg dengang allerede var i gang med, at skrive vores første album, og jeg ved ikke om jeg nogensinde vil tage min afsluttende eksamen. Nu er jeg Tokio Hotels frontmand. Det er hvad jeg laver og jeg har det mega sjovt.
Tom: Jeg gider ikke, at begynde nu, jeg er ikke interesseret. Men jeg kan forsikre dig om, at vi kan skrive, læse og regne. (godt svar Tom!)
Gustav: Jeg har taget min afsluttende eksamen gennem en internetskole. Måske vil jeg fortsætte mine studier en dag… Men lige nu er jeg fokuseret på bandet, du ved. Vores drøm er endelig gået i opfyldelse og den vil vi gerne udleve og bibeholde. Også for vores fans.

Gustav, sidste år blev du angrebet på et diskotek, Tom slog angiveligt en pige, som spurgte efter en autograf. Hvad sker der for jer?
Gustav: Det lyder vildt, men selv jeg bliver genkendt som et Tokio Hotel-bandmedlem. Det er derfor den fyr på natklubben, ville vise hvor lidt han kan lide bandet – lad os sige det sådan – og han smadrede et ølglas i hovedet på mig.
Tom: I mit tilfælde, har der været en masse løgne og rygter. Jeg har aldrig slået en kvinde. Egentlig, havde jeg et skænderi med en på vejen hjem. Men, de var ikke fans der spurgte om autografer, men piger jeg kendte og de havde ikke direkte gode intentioner. Du ved, det er privat. Dette er også beviset på, at vi ikke kan færdes udenfor uden bodyguards, selv når vi ikke arbejder.

Når, for at undgå at få slag, nu skal du…
Bill: Lade dit hjerte hvile: vi giver ikke op.

- italiensk 'Vanity Fair'-interview

Ingen kommentarer: