'Miss'-interview: "Verden er ikke nok!"

Efter deres store succes i Europa og i Amerika er det tid til, at tage Tokio Hotel-drengene seriøst og ikke disse dem, som var de et teenageband. ’Miss’ interviewede tvillingerne Bill og Tom Kaulitz og snakkede med dem om piger, brødre-kærlighed og have succes som et stof (rusmiddel, red.).

Skræmmer det jer ikke, hvor succesfulde I allerede er?
Tom: Det skræmmer os ikke. Det er ikke naturligt for et tysk band, at være så succesfuldt. Vi er mere stolte end bange.

Hvornår skuffede det jer for første gang, at være kendt?
Bill: Der er stadig mange ting vi kæmper mod i musikbranchen. Regler, som andre vil krænge ned over hovederne på os. Eller da vi læste de første artikler om os i aviserne, og det der stod om os ikke var sandt og noget vi overhovedet ikke havde sagt. Som ung bliver du meget overvældet af dette, men vi har lært at deale og leve med det.

En kendt sladderavis viste jeres feriebilleder. Synes i det er krænkelse af privatlivets fred?
Bill: Det er, at gå 100 % over stregen! Jeg er stadig sur over det. Vi prøver også – dem, som stod for dette – at, gøre deres liv så surt som muligt. Dette er en af de ting jeg aldrig vil blive vant til.

Hvad er den mest absurde ting, som nogensinde har været skrevet om jer?
Bill: Alt fra selvmord på et hotelværelse til – det er svært, at sige, jeg tror egentlig at alt der kan skrives om os, er blevet skrevet.

Bill, du har før udtalt at du hader en almindelig daglig rutine. Er det, at spille i et band, ikke også en rutine for dig nu?
Bill: Jo, der er nogle processer som er en smule kedelige, men der er aldrig et kedeligt øjeblik i dette job. Du ved aldrig hvordan en dag vil ende – så det er det mest multifaglige, jeg kan komme i tanke om.

I modsætning til din skoletid, var du en rigtig ballademager. Hvor fik du denne tidlige selvtillid fra?
Bill: Vi kunne ikke samme med de andre. Vi kom hjem fra skole og sagde, at vi aldrig ville tilbage dertil igen. At gå i skole var det mest rædselsfulde for os. Vi skændtes altid med lærerne og blev konstant flyttet (fra hinanden, red.) pga. dårlig opførelse. Men vores person (udseende og personlighed, red.), gjorde det heller ikke ligefrem lettere. Vi gad bare ikke, at være nogle vi ikke var. Det var derfor vi gik klædt, som vi gjorde og dette fandt sted i en lille provinsb y – du føler dig lidt som en alien (en der ikke hører til, red.). Selvtilliden har altid været der, fordi vi var sammen. Det var derfor de andre aldrig fangede os alene, så de kunne slå os gule og blå.

I oplevede jeres første kys med den samme pige. Har i nogensinde været jaloux på hinanden?
Tom: Du bliver nødt til, at spørge Bill om dette spørgsmål, for jeg er altid den første til at få pigen. (griner)
Bill: Vi skændtes aldrig over piger.
Tom: Og vi forelsker os/ falder egentlig aldrig rigtig for den samme pige.
Bill: Der er ingen der skal fjerne os fra hinanden, ingen person kan være mere betydningsfuld end dette forhold. Selvfølgelig slås og skændes vi, Tom og jeg er begge både fulde af selvtillid og meget stædige. Især pga. vores meget ens personligheder, clasher vi tit sammen. Og ingen af os vil give op. Når vi begynder, at skændes, lader de andre os være alene og forlader rummet.

I afbryder konstant hinanden, når I snakker…
Bill: Det er svært for, at andre at få et ord indført, når Tom og jeg snakker med hinanden. Vores venner har vænnet sig til, at snakke ligeså højt som os og afbryde os, når vi snakker, for ellers har de ingen chance for, at blive opdaget, når vi snakker.

I bor sammen i Hamborg, så i er egentlig sammen 24/ 7. Irriterer I ikke hinanden? Tom: Vi er sammen 24 timer dagligt, men alligevel ikke helt, for vi har hvert vores værelse. Men det irriterer os ikke. Alle siger altid: er det ikke irriterende, at være sammen 24/7, og ting som ’hvad hvis en af jer, havde en kæreste’ eller ‘og hvad ville i gøre, hvis den anden af jer ville flytte til en anden by’. Vi stiller ikke os selv disse spørgsmål, for det har altid været klart for os, at vi bliver og hører sammen. Det er et specielt bånd, som identiske tvillinger har. Det er svært, at beskrive, vi er en person. Hvis jeg overvejede at flytte, ville det være klart for mig, at Bill ville flytte med.
Bill: Vi tænker automatisk med, at tænke på den anden.

Er I musikalsk på samme niveau?
Bill: Jeg tror på, a vi begge har en god fornemmelse af hvad der er en god sang, ligegyldig vores egen personlige smag. Privat lytter vi til forskellig musik: Tom hører en masse hip-hop musik. Der er få bands, som vi begge godt kan lide, for eksempel ’Stereophonics’ og ’Aerosmith’.

En masse bands lukker hurtigt af under et interview. Hvordan kan det være, at I er så åbne?
Bill: Tokio Hotel har aldrig kun været et job for os. Det er vores liv. Vi er stadig Bill og Tom Kaulitz, når vi kommer ned fra scenen. Vi lukker ikke bare vores bærbare og kalder det en dag. Jo, angående det med, at være åben er der ting der ikke siges og grænser der ikke skal krydses, men jeg vil også gerne fortælle folk om de indimellem dårlige ting, end altid at sige, at det hele er så cool. Jeg synes det er godt, at give folk et realistisk indblik i hele vores karriere.

Tokio Hotel er et af de mest succesfulde tyske bands. Hvad kommer der nu til, at ske?
Tom: Efter vores igangværende tour, vil vi gerne turnere gennem Asien – til Japan og Latinamerika. Det er svært, at sætte mål, siden vores karriere er startet så pludseligt. Men vi har kæmpet for disse dele af frihed, og vi gør vores ting. Vi behøver ikke andre menneskers meninger og holdninger.

Er berømmelse noget man bliver afhængig af?
Tom: Ja. Når man er i offentlighedens søgelys, som os, er der ingen vej tilbage. På en måde, er du afhængig af det. Du har ikke muligheden for, at sige ’Hmm, måske har jeg egentlig ikke rigtig lyst til, at være kendt længere.’

Tror I, at I nogensinde vil blive tilfredse med hvad i har opnået, eller vil I altid hungre efter mere?
Bill: Din hjerne stopper ikke med, at tænke, du kommer med ideer til nye sange og videoer. Vi prøver altid, at være bedre en forrige gang.

Er I stadig spændte, før I skal på scenen og optræde?
Bill: Jeg er altid meget, meget nervøs før koncerter, det har og vil aldrig ændre sig. Men så snart jeg er på scenen, er nervøsiteten væk.

Er der en bestemt usikkerhed bag den kunstige/ ikke rigtige person Bill Kaulitz?
Bill: Jeg ser ikke mig selv, som en kunstig person. Når du møder mig privat, ser jeg ud som på den røde løber, medmindre jeg forblive anonym. Jeg prøver ikke på, at se mere ekstrem ud i offentligheden. Det er bare mig. Jeg ville altid bære dette tøj og denne make-up, som nu, selv om jeg så lavede noget andet.