GQ-oversættelse!

Når Tokio Hotel starter deres tour med 32 heavy shows på dette års “Welcome to Humanoid City”-tour, vil koncerterne finde plads, på steder som Olympia stadion i Moskva, i Barcelona, Paris, Madrid, Rom og indtil videre kun to tyske datoer i Oberhausen og Hamborg (d. 26. og 28. februar 2010). Et tegn på, at skolevennerne fra Magdeburg, som rocker med deres melankolske-metal glam rock, for længst er blevet verdensstjerner. De 20-årige tvillinger Bill (sanger) og Tom Kaulitz (guitarist) fortæller os efter en spektakulært GQ-fotosession i Hamborg, hvorfor Tokio Hotel finder deres forskellige stile individuelle, og kreative og at de er klar til kæmpe mod unge artister i en verden, som nu skal lære at respektere dem.

Bill og Tom Kaulitz, vi møder jer uden jeres to bandkolleger, Georg Listing og Gustav Schäfer, er de skuffet over det?
Tom: Overhovedet ikke. De takker os og slapper af.
Bill: Hvis det var op til Gustav og Georg, ville de bare spille henholdsvis bas og trommer i Tokio Hotel, og ellers bare holde sig fra alt andet.

Er bandet delt op?
Bill: Nej, slet ikke. Den forskel som vi nu har, har været meget åbenlys fra starten af: de vil hellere “efterlade” alt det med billeder, interviews og røde løbere til os. For seks-syv år siden, var det kun små lokalaviser der snakkede med os, men selv dengang var det mest Tom og jeg som repræsenterede bandet.

Jeres to kolleger bor stadig i Magdeburg, men i er flyttet til Hamborg for fem år siden.
Bill: Gustav og Georg boede også her, da vi indspillede vores første cd, men de flyttede hurtigt tilbage igen. Helt ærligt, forstår jeg det ikke. Måske var Tom og jeg særtilfælde. Vores barndom var meget hård. At gå i skole i et kvarter tæt på Magdeburg, var hæsligt. Vi var så lykkelige for, at komme væk derfra.

Mange billeder fra denne tid kan findes på nettet. Er en pinlig og hård barndom ikke privat? Og hvordan er disse billeder kommet i den besiddelse?
Bill: Mange af dem er blevet offentliggjort af tidligere klassekammerater. Andre har vi selv givet til pressen: baby- og barndomsbilleder, ligesom billeder fra tidligere koncerter, fra da vi stadig var Devilish.

I behøver ikke længere et fotoalbum – i kan bare google jeres minder.
Bill: For nylig, traf vi den beslutning at vi ville tage flere billeder. Vi besøger så mange smukke byer, vi får set og gjort så mange ting, det er noget som burde blive foreviget… Men så: det behøver vi ikke! Vi har altid et kamerahold med os. Vi har opgivet at tage private billeder.

Hos mange andre unge tyske popbands, stoppede hypen efter godt og vel et år. På den anden side er Tokio Hotel et verdenshit og navn med en MTV-award, udsolgte koncerter i Europa og at finde på hitlisterne i USA. For at gøre op med kravene: er det vigtigt at beslutte, at skulle leve hele sit i offentlighedens søgelys?
Bill: Tom og jeg traf den beslutning, ja. Også med alle de negative aspekter, men vi har lært at leve med det. Det er kun dårligt og ulykkeligt for dem, som bliver presset ind i det, uden at de vil: forældre, familie og venner. Vi gør alt for at beskytte dem fra offentlighedens nysgerrige øjne og blikke. Men det er blevet svært for alle, som hedder Kaulitz, at leve et normalt liv nu til dags.

At blive popstjerne, selvom at i blev nødt til at ofre jeres normale liv – hvornår tog i den beslutning?
Bill: Som 15-årige. Det var da vores første single, ‘Durch den Monsun’, blev udgivet. Det var fantastisk, da det gik gennem huset. Så kom de første overskrifter…
Tom: … og vi fik det fulde program serveret, med det samme!
Bill: De første nyhedshistorier havde været der før. Når vores sange blev spillet i radioen og presset voksede, spurgte vi os selv: ”Hvad sker der her? Hvad er det vi går ind i?” Et eksempel: Jeg efterlod et glas et eller andet sted, og dagen efter kunne det købes på eBay. Men man lærer af sådanne ting. Vi startede tidligt og lærte tidligt. Tokio Hotel er ikke et job, ikke vores job, men vores liv. Udenfor det, er der næsten ikke noget, bortset fra vores familie. Vi brugte et år på at producere vores nye album, og vi havde planlagt at det hele ikke skulle ende op i stress. Det gik selvfølgelig overhovedet ikke.
Tom: Der er ingen knap at vende. Ingen ende på dagen.

Har i nogensinde været i tvivl? Der er nogle kendte, som kan ”trække stikket” nemmere ud end andre, fordi de holder sig nede på jorden.
Bill: Selvfølgelig, jeg har spurgt mig selv: ville jeg gøre de samme ting igen? Vi kan se det med gamle skolekammerater. De går å universitetet eller prøver lykken i arbejdslivet – ting, som vi ikke gør. Heldigvis for mig, er jeg altid kommet til det punkt, hvor jeg har fundet ud af, at det jeg gør, er mit kald. Hvad skulle jeg ellers lave? Jeg kan ikke leve med succes’en, men jeg kan heller ikke leve uden.

Men der er musik i familien. Jeres stedfar spiller også i et band. Er det rigtigt, at han introducerede jer til Rock’n’Roll?
Bill: Han prøvede aldrig at snakke os til det. Han spillede egentlig bare musik, og der var instrumenter i huset. På et tidspunkt, måtte vi to bare i gang med dem. På et tidspunkt, fandt vores stedfar ud af at Tom legede meget med hans guitar, og han lærte derfor Tom grundtingene med og ved en guitar. Men det var ikke ligesom i skolen. Vi lod ikke nogen lære os noget. Tom og jeg har et stort problem med autoritet.

Var det grunden til, at i flyttede så tidligt?
Bill: Som jeg sagde, vi kunne næsten ikke klare at bo i sådan en lille by. Og vores studie ligger i Hamborg.
Tom: Til at starte med, tog vi tit hjem. Men de sidste fire år har vi boet her, 100 procent, vi deler en studielejlighed. En ungkarlehybel med fire hunde. Vi kan ikke forestille os det på andre måder. Jeg tror aldrig, at en af os flytter ud.

Det lyder stadig underligt for andre. Selvfølgelig holder og er brødre sammen – men at de sjældent slås/ skændes og egentlig nærmest deler alt…
Bill: (afbryder)… Vent lige. Det ville jeg ikke kunne forestille mig med brødre. Du må ikke glemme at vi er enæggede tvillinger. Det er noget helt specielt og ganske andet.
Tom: At jeg sidder og tænker, at jeg godt kunne bruge en time uden Bill, sker aldrig. Vi har plads nok i lejligheden til ikke at gå i vejen for hinanden – og alligevel sidder vi sammen i stuen sammen hele dagen, hvis tiden til det er der. Vi går egentlig kun i forskellige værelser, for at sove.

I er begge vegetarer. Var det en fælles beslutning?
Tom og Bill: (på helt samme tid) JA! (griner)
Tom: Det ville ikke gå på andre måder. Det ville være underligt og hæsligt for den ene, hvis den anden stadig spiste kød.
Bill: Vi tog beslutningen på dyrenes vegne. Selvom jeg elskede kød før! Jeg levede nærmest af burgere. Men heldigvis, er der en masse gode og dejlige alternativer.
Tom: Lad dog vær med, at tro, at vi er på en slags wellness-kur! Vi spiser stadig pizza, hot dogs, burgere – bare uden kød, dagen lang. Det er stadig skide usundt. Kødet mangler bare.

Al den harmoni er skræmmende, selv med tvillinger. Har i aldrig hadet hinanden?
Bill: Jo, dog kort. Som 13-årige, var vi i krig i et år. Vi gik igennem puberteten og testede vores/ hinandens grænser. På det tidspunkt havde vi forskellige venner, og hver tilbragte tid med hans kæreste. Vi voksede lidt fra hinanden i den tid.
Tom: Men nu, har vi endda de samme venner.

Bragte musikken jer sammen igen?
Bill: Dette fælles projekt er egentlig den eneste ting, som forblev intakt over tid. Selv når vi ikke kunne sammen. Vi tog altid bandet meget seriøst. Georg og Gustav var lidt anderledes i begyndelsen, de så musik som deres hobby. Georg kom nogen gange ikke når vi skulle øve. Tom og jeg var langt mere seriøse og passionerede. Og glem ikke, at vi egentlig kun spillede for 10 mennesker i et ungdomscenter.
Tom: Det er stadig lidt sådan i dag. Jeg kan godt blive lidt kontrollerende, fordi vi vil kontrollere alt, lige meget hvor komplicerede tingene bliver af det. Ethvert billede som skal offentliggøres, skal godkendes af os. Beslutninger kan tage år, fordi alle vil og har noget at sige.
Bill: Vi er næsten aldrig helt tilfredse. Vi er kontrolfreaks, komplette perfektionister. Her for nylig prøvede jeg, at være mere afslappet. Men at give slip og lægge ting i anden ukendt persons hænder – det er meget svært for mig, når det handler om bandet.

Er det akillessenen af Kaulitz-brødrene?
Tom: Vi tænker ikke på spørgsmål, som vi ikke vil stilles.
Bill: Hvis vi kommer af scenen, og noget gik galt, er vi alle stille. Ingen taler.

Har der nogensinde været problemer, som ikke havde været alt dramaet værd? At selskabet lavede den forkerte farve på cd-coveret eller lignende?
Tom: (sukker dybt) Se, det ville være en katastrofe. Jeg ville kaste op.
Bill: Hvis sådan noget skulle ske, så ville jeg ikke kunne sove i et år… Men jeg husker noget: nogle af vores sange fra Humanoid blev lagt online, ulovligt, tre måneder før albummet blev sendt på gaden. Jeg kunne slet ikke tro, at nogen kunne stjæle dette stykke kunst fra os, som vi havde brugt så meget tid og kraft på.

Et meget generelt problem nu til dags. Hvordan reagerede i?
Bill: Vi vil aldrig mere på forhånd videregive vores musik til firmaer. Det kommer der nogle gange i de forkerte hænder. Førhen var vi forsigtige, men vi har lært af det.
Tom: Alt bliver nødt til at opbevares og holdes på det mindste område. På et business-niveau, for der er så mange involveret i Tokio Hotel: det tyske pladeselskab, det franske, Interscope (USA) osv. Der er et umenneskeligt stort antal mennesker involveret.

Hvis musik er sådan et emotionelt emne, sætter band-projektet så ikke jeres brødre-kærlighed på spil?
Tom: Jo, sådan kan man godt se på det. Teoretisk set. Vi har begge det problem, at vi tit fokuserer på de negative sider af ting. Hvis der kommer en dårlig nyhed, så glemmer vi alle de 20 gode, som vi lige har hørt. Dårlige nyheder gør, at du vil gøre det bedre. Du kan komme videre ved hjælp af positive ting.
Bill: Det er den typiske tvillinge-ting. Når jeg er glad, så tænker Tom på 10.000 ting, og modsat. At vi begge to kan sidde afslappede side om side i en sofa, sker en gang om året.
Tom: Jeg tror egentlig ikke, at det er sket i de sidste fem år.

Man kan nærmest høre det i jeres musik. Teenage-bands lyder tit lyse (blød musik red.), mindre mørke og sælger ting – Tokio Hotel-sangene har altid været overraskende mørke, seriøse og manglet en barnlig naivitet. Hvordan i alverden kunne i to stædige drenge blive enige om en musikalsk stil?
Bill: Godt spørgsmål. Privat, er det kun musik vi skændes om. Han hører kun hip hop og jeg lytter til nærmest alt. På det grundlag kan vi ikke blive enige.
Bill: Da vi startede, var det egentlig meget let. Vi havde intet valg! Vi satte os aldrig ned og sagde: ”Lad os lyde som det her eller det her band.” Vi var begrænset. Vi gjorde bare det, vi kunne. Det er interessant, at den unikke stil som kom ud af det, har holdt helt indtil i dag. Der går en tråd gennem alt vores arbejde, en helt klar tråd.

Når folk ser jer i dag – den glamourøse, alien-lignende Bill og den jordnære streetstyler Tom – ville de aldrig tro, at i er tvillinger. Hvornår besluttede i jer for, at gå i forskellige retninger?
Bill: Det er svært at forklare. Vi ville bare ud af den andens skygge på samme tid. Ud af den irriterende, offentlige tvillinge-eksistens. Tænk over det: i skolen, var det altid ”Tvillingerne her og der…” Men på den anden side, tror jeg det er rimelig naturligt at enhver udvikler sin egen personlighed, siden vi gør alt sammen, eller måske ikke.
Tom: Jeg vil sige det på denne måde: Alt hvad et individuelt menneske har med sig selv, forstyrrede blandt hinanden. Hver af os har valgt vores del og specialiseret inden for hans specielle område. Bill er mere den kreative type, jeg er mere business-mand. Hvis du tilføjer det, så er vi en person, et menneske. Bare et meget alsidigt ét.

Betyder det så, at i aldrig har været rivaler, i alle disse år?
Bill: Vi har aldrig tænkt over hvem der er favorit-sønnen og hvem der er det sorte får. Vi har altid været et team. Som jeg sagde, flyttede vi hjemmefra som 15-årige og tjente vores egne penge. Vi havde ikke tid til barnlige skænderier, det hele skete meget tidligt. Nogen gange føltes det som, at Toms og mit liv er gået utrolig stærkt, fordi vi lærte af hinanden. Identiske tvillinger vokser hurtigere, fordi de deler alt, inklusivt oplevelser.

Som et menneske med fire ører.
Tom og Bill: Nemlig!
Tom: Et enebarn/ et ikke tvillinge-barn går altid kun igennem ting en gang, og har kun et synspunkt, vi delte altid alt. Så på hvert aspekt.
Bill: Vores mor fortalte os altid, at når hun slukkede vores lamper om aftenen, var det ikke underligt hvis vi lå vågne i mindst en time, for at snakke og diskutere. På en måde, er det stadig sådan.

Fortalte i jeres mor: Når vi bliver store, vil vi købe (dig) en Cadillac!
Bill: Ikke helt, men vi har altid gerne ville være uafhængige af vores lommepenge. Vi holdt regnskab over, om vi havde nok til tøj, mobil og alt det andet. At have et ansvar var aldrig noget for os. Det var meget bedre, da jeg som 15-årig, vidste at jeg kunne betale mine egne regninger og fylde mit køleskab.

Har i nogensinde ønsket jer en bror eller søster?
Bill: Nej, egentlig ikke.
Tom: Det ville have været rigtigt svært for det nye barn. Vi har altid haft meget stærke relationer til hinanden, andre kom aldrig rigtig 100 procent ind på livet af os. Ikke engang usynlige ikke-eksisterende søskende.
Bill: Måske ville det have virket, hvis der var et halvt år imellem, men biologisk set er det ikke rigtig en mulighed (griner).

Hvad ville der være sket, hvis kun en af jer var blevet berømt? Ville i stadig have været uadskillelige tvillinge-venner?
Tom: Det tror jeg! Måske ville det, til at starte med, gå i forskellige retninger. En ville være blevet musiker, den anden skulle gå på universitetet. Men på det punkt ville en af os blive så succesfuld, at han ville tage den anden med. Bill ville have gjort mig til hans manager. Eller hvis jeg havde studeret industrielt design, ville jeg have hyret ham.
Bill: Ingen af sådanne rygter må komme ud. Hvad jeg skal til at sige, er egentlig bare et tankespil. Hvis jeg nogensinde skulle synge for nogen andre, andre end Tokio Hotel, så ville jeg aldrig gøre det uden Tom. Selvom jeg skulle alene på et billede, ville jeg behøve ham ved min side og bakke mig op med ord og bevægelser. Vi kan simpelthen ikke arbejde ordentligt og sammenhængende alene.