Det fulde 'Stern' interview!

Billedtekst: 'Ikke fra denne verden. Han er enten elsket eller hadet, han er dog ikke kold: Tokio Hotel-sangeren Bill Kaulitz er på vej til, at blive en global verdensstjerne. For første gang snakker den snaksalige sanger om berømmelsens ry, hans angst, længslen efter den store kærlighed - og præsenterer sig selv i et fuldkomment nyt look.'

Hr. Kaulitz, du har været en stjerne siden du var 15 og har i de sidste fem år levet en permanent undtagelsestilstand. Når du kigger tilbage, hvad mindes du så?
De første år var som en rus. Vi skulle ikke længere gå i skole, da de konstant blev belejret. Det synes jeg selvfølgelig var fantastisk. Vi kunne gøre, hvad vi ville. Men der var også en anden side af sagen. Jeg kan huske, da jeg skulle fejre min 16. års fødselsdag, der kunne jeg ikke fejre det, da jeg skulle give interviews. At vende sig til sådan noget, denne disciplin, det har været meget svært.

Du mistede din stemme under en koncert for to år siden og måtte opereres. Nu skal du med dit band ’Tokio Hotel’ på tour, 32 koncerter i 19 lande. Hvor stor er angsten for, at dette sker igen?
Denne angst vil jeg altid have, den vil aldrig forlade mig. Jeg har dog givet enkelte koncerter siden da. Det skal nok gå.

Troede du dengang, at du aldrig skulle komme til at synge igen?
Engang imellem ja. Hele mit liv afhænger af min stemme, så ja selvfølgelig var denne tid en rædselstid. Jeg sad alene på et hotelværelse i Berlin, og bandet ventede i Barcelona på, at jeg kom tilbage og fortsatte touren. Jeg kunne overhovedet ikke snakke, ikke engang en lille lyd. Jeg kunne ikke gå ud, da hele hotellet var belejret af paparazzier. Jeg følte mig meget magtesløs. Vi måtte aflyse touren. Jeg er glad for, at det hele nu ligger bag mig.

Tokio Hotel blev tidligere til-grinet, som en kortlevende teenage-sensation. I mellemtiden er i godt på vej til, at blive internationale superstjerner. Er det en tilfredsstillelse for jer, at have vist kritikerne det?
Lige netop dette punkt tænker jeg ikke længere over. Ved det andet album, var det stadig vigtigt for mig, at vise, at vi ikke er døgnfluer. Nu er det fastslået.

I spillede i Paris, for 500.000 mennesker, på opfordring af præsidenten. Hvad føler du i sådanne øjeblikke?
Jeg har total lampefeber (nervøs red.). Det snurrer i min hals, mit hjerte hopper, mine hænder ryster. Dog i det øjeblik, jeg står på scenen, ændres alt og jeg er i mit rette element. For det meste, ved jeg ikke senere hvad jeg har gjort. Bevægelserne kommer bare af sig selv.

Du er under konstant overvågning, også af paparazzierne. Er det et ønske eller en uforskammethed?
Jeg kan ikke leve uden og heller ikke med berømmelsen. Der er dage, hvor jeg ikke længere ønsker, at slentre uovervåget rundt. Men hvad skal jeg ellers lave? Bill Kaulitz som kontorassistent foran en computer, det ville jeg dø af. Jeg gør det, jeg er bedst til. At stå på en scene og underholde folk. Når jeg ser en prisuddeling i TV, og Tokio Hotel ikke er med, så bliver jeg urolig. Jeg vil altid blande mig (være en del red.), være der, være helt fremme. Det er min største trang. Det er det, som holder mig sammen.

Jeres land deler vandene. Man enten afskyr eller elsker jer…
… og sådan skal det også være. Det slemmeste ville være, hvis jeg var ligegyldig for alle. Tokio Hotel skal fremkalde stærke følelser. Selvfølgelig kunne jeg tage noget normalt på om morgenen, så jeg ikke ser så anderledes ud, men så ville jeg ikke være mig selv.

Er det kun den artificielle (kunstige red.) Bill, som findes?
Det er ikke sådan, at når jeg vågner om morgenen og ser den usminkede Bill i spejlet, bliver jeg forskrækket, men den sminkede Bill lægger mig bare langt nærmere. Men jeg er ikke nogen kunstfigur, som så mange mennesker tror. Dem der har modet og kigger på barndomsbilleder af mig, vil se, at jeg altid har rendt sådan her rundt.

Du voksede, sammen med din tvillingebror Tom, op i et lille 700-indbyggers samfund nær Magdeburg.
Min barndom var en lang kamp. Jeg vidste, at når jeg steg ind i skolebussen, ville den ene halvdel grine af mig og den anden halvdel ville overfuse mig (håne red.). Min bror Tom og jeg følte os, som særlinge på en forkert planet. Nogle gange måtte vores stedfar hente os ved busstoppestedet med et baseballbat og vores hund, så vi ikke blev slået.

Søgte du også provokationen?
Selvfølgelig. Jeg gjorde det ikke nemt for mig selv. Jeg ville provokere. Jeg elskede det, når jeg kom i skole om morgenen og halvdelen af mine skolekammerater vendte sig om. Jeg ved, at det lyder en smule neurotisk og sygt, men sådan var det nu. Jeg ville aldrig kunne leve med, at alle fandt mig cool, fordi jeg var blevet stor og kunne dele fårene fra bukken.

Har hadet, som har været der siden starten af jeres karriere, overrasket jer?
Når jeg ser gamle film af os, undrer jeg mig da. Vi var så unge, uskyldige og havde alle sammen stadig barneansigter. Og så var det der her enorme had imod os. Jeg er ikke kun blevet kaldt ’bøssekarl’ en gang. Det kan jeg more mig over den dag i dag. Jeg kan godt forstå, at mange havde dette indtryk, men at aviserne stadig skriver om det den dag i dag, undrer mig. Det må ærligt talt snart kede de folk til døde.

Det hænger måske også sammen med, at du næsten aldrig viser dig samme med en pige/ kvinde?
Ja, det er den største mangel i mit liv. Jeg har ikke været forelsket siden jeg var 14. Det er svært for mig, at tro på andre mennesker. Det lyder som en kliché, men jeg leder efter en pige, med hvem jeg er sjæleligt forbundet med. Jeg er en romantiker og venter på den store kærlighed. Men hvis en pige under en fest siger til mig, ’Ey, dig, jeg kender dig et eller andet sted fra, laver du ikke musik?’, ville jeg brække mig. Der lukker jeg fuldstændigt af, men ærligt talt ved jeg ikke, hvad man skulle sige til mig.

Din tvillingebror Tom, har et meget løst forhold med de kvindelige fans. Er du lidt misundelig på ham?
Selvfølgelig. Jeg misunder alle, som er mere afslappede. Før i tiden tog Tom altid en fra after-showet med op på værelset, mens jeg lå i min hotelseng. Jeg væmmes ved sex med groupies. Hvis en pige kun vil have taget et billede med mig, for at komme i avisen, afskyr jeg det med det samme. Tom er anderledes. Men nogle gange, når jeg kan lide en pige, opfordrer jeg hende til at holde kontakten, ringe eller skrive en sms. Vi ved alt om hinanden.

Hvor stor er din angst for, at pigen sælger historien til et sladderblad den efterfølgende dag?
Det må man altid tage højde for. Vi ved, at sådan noget kan ske og derfor formulerer vi altid sms’erne på den måde, at de godt kan tåle at blive offentliggjort, hvis det er. Tja, sådan er det.

Er det overhovedet muligt for jer, at levet et normalt liv i Tyskland?
Tyskland er ligesom et stort Big Brother-hus for os. Alle mennesker kigger altid på os. Siden jeg var 15, har der næsten stået noget dagligt i medierne. Her (i Tyskland red.) er vi altid foder for pressen. I udlandet er det helt anderledes. Der bliver vi taget alvorligt som musikere, ikke som sladder-figurer.

Hvorfor tager i så ikke til udlandet, som så mange andre stjerner?
Jeg elsker Tyskland. Her bor min familie, det er mit hjemme. Her bor jeg med mine fire hunde og Tom i et skønt hus med en stor grund. Når jeg så lukker lågen, har jeg fuldkommen ro. Jeg kunne i mit hjerte aldrig finde på at vende Tyskland ryggen.

Vi har det indtryk, at i er mere elsket i udlandet end herhjemme.
Her er der ikke længere folk, som hører vores musik uden fordomme. Engang var der en rundspørgelse i tv. Der hørte folk på gaden vores musik, uden at de vidste hvem det var. De fleste var begejstrede. Da de så fandt ud af, at det var Tokio Hotel, lavede de underlige grimasser. Det siger alt!

Din bandkollega Gustav, blev for få måneder siden slået med et glas i hovedet på et diskotek. Er du bange for, at det samme vil ske for dig – sådanne attentater?
Jeg tror på, at sådan noget lignende kunne ske for mig. Der har været situationer hvor Bodyguards har, måtte smide folk væk fra den røde løber, da de har stået med en kniv og ladet som om de er fans. Hver gang jeg går igennem en lufthavn er en anstrengelse for mig. Jeg har hovedet nedad og trækker vejret svært og dybt. Nogle gange ser jeg mig selv udefra og tænker: ’Ey, Bill, slap dog af!’ Men det går ikke.

Hvordan morer du dig privat?
Førhen gik jeg engang imellem på klubber, for at se mennesker. Jeg tænkte, at det nok skulle gå, men så snart jeg ankom, måtte jeg ”gemme” mig et afspærret hjørne og blive gloet på. De hev deres telefoner op over afspærringen, og tog billeder som om jeg var et dyr i zoologisk have. Jeg kan egentlig kun slappe helt af, når jeg er væk fra alt og alle. For nylig var jeg med Tom på Maldiverne, men selv der kunne vi ikke få fred fra paparazzierne.

Du overraskede med en model-optræden ved modeugen i Milano. Hvordan gik det til?
Det var en privat drøm, som gik i opfyldelse. Allerede som 7-årig købte jeg billige T-shirts, jeans og skjorter og kreerede min egen stil. På et tidspunkt, når tiden er rigtig, vil jeg designe, men det skal være et helhjertet projekt, ikke noget halvt.

Hvad siger du til rygterne om, at du skulle have anoreksi?
Det keder mig. Hvis de folk tog sig mod til, at researche lidt bedre, ville der ikke være nogen sag. Hvis de kigger på 5 år gamle billeder af mig, fx feriebilleder, vil de se, at jeg er ligeså tynd som i dag. Det har jeg altid været.

Din bror Tom siger, at i begge allerede som 13-årige havde prøvede forskellige piller, havde røget og drukket. Hvor afholdendt lever I i dag?
Da jeg er bange for, at miste kontrollen, har stoffer ingen chance hos mig. Jeg har tidligere prøvet en masse og er nu færdig med det. Jeg ville aldrig kunne klare en koncert, hvis jeg havde taget, røget eller drukket noget før. Utænkeligt!

Allerede som 20-årig har du allerede mødt en masse kendte. Hvem har gjort det største indtryk?
Jay-Z kom overraskende til vores koncert i Los Angeles. Bagefter gik vi ud og spiste. Det var fedt. Karl Lagerfeld har også gjort stort indtryk på mig. Det lyder sikkert fjollet, men jeg tror, at kunne snakke godt med Britney Spears. Vi har i de seneste par år haft et næsten identisk liv og har sikkert en masse at snakke om.

Er det rigtigt, at du er fan af Angela Merkel?
Ja, jeg kan rigtig godt lide Merkel. På det seneste er hun dog blevet rimelig kritiseret, men jeg må dog sige, at jeg stadig har stor tiltro til hende. Jeg tror på hende.