7dn-interview

Denne kvartets popularitet sammenlignes ofte med ‘The Beatles’. Som 20-årige klarede de, at erobre millioner af hjerner, fans går amok i Amerika, Israel, Mexico, Frankrig, Brasilien, Portugal, Peru og Filippinerne. Koncertbilletterne bliver udsolgt på få dage og timer, og fans camperer 2-3 uger før koncerterne foran hallerne. Navnet på dette vanvid: ’Tokio Hotel’.

Denne gruppe er umulig at fange på et enkelt sted! Om morgenen er de i Berlin, ved frokosttid flyver de til Nice, og om aftenen går turen videre til San Remo. Og oveni vil de give to koncerter i Moskva og St. Petersborg, som led i deres Europæiske tour. Vi mødte drengene i London. Managerne møder os i lobbyen, på et hotel hvor musikere bor; han inviterer os indenfor på værelset og beder os om, at vente: ”Drengene er lige vågnet og har lige spist morgenmad.” Gustav kom først – han er trommeslager. Han har sin sædvanlige T-shirt og shorts på. “Hello” – siger han på russisk. “Hvordan har i det? Er i kommet hele vejen fra Rusland, kun for os?”

Bassist og guitarist Georg og Tom fjoller rundt og skubber til hinanden ved døren. Alle vil først ind. Det endelige resultat bliver, at Bill (er Toms tvillingebror) får mast sig først ind i rummet. Ingen sminke, bare klædt i almindelige jeans og en t-shirt – det er svært, at genkende den kendte stjerne i ham, forsangeren i ’Tokio Hotel’. En almindelig dreng, som er smule sløv pga. manglende søvn. Tom og Georg falder konstant grinende ned i sofaen.

Georg, i har været sammen i 9 år. Du er den ældste på holdet, og du er den mest fornuftige. Irriterer det dig ikke en smile, at dine bandmedlemmer leger rundt, oplever deres første (kærligheds)forhold, og at du hele tiden skal tilbringe tid med disse teenagere?
Tom: Georg er ikke bare den ældste, men også den mest dovne. Han slog rundt om sig ved prøverne. Og der var endda et tidspunkt hvor vi tænkte: måske har vi brug for en ny bassist.
Bill: Men vi besluttede os for, at bære over med ham og give ham endnu en chance. Uden os ville han være intet og ville aldrig være blevet en stjerne. (Alle griner)
Georg: Men seriøst, musikken – det er hvad vi altid har levet for. Musik er vores identitet. Da vi havde en chance for, at slå igennem, gjorde vi mest ud af det, prøvede at presse de sidste dråber ud. Vi voksede op i en lille tysk by, hvor der ikke var end kedeligt. Vi drømte om, på en eller anden måde, at slippe væk fra Magdeburg, ønskede at vores musik ville blive hørt af så mange mennesker som muligt. Hver weekend spillede vi på byens klubber, nogle gange kun for 5-7 mennesker, men vi var ligeglade. Det vigtigste for os, ligesom for 9 år siden, er musik og at stå på scenen. Det er hvad vi ånder for. Nogle gange har vi da tænkt på, at skrotte det hele, slutte, forlade det, men alle kan have sådanne tanker. Dette betyder dog ikke, at nogle af os virkelig har overvejet det. Og hvis en bliver træt og ked, vil vi give ham tiden og muligheden for, at få plads og slappe af.
Gustav: Vi er et team, som fingrene på en hånd. Vi kender hinandens behov, personligheder. Vi ved, når vi ikke skal røre Bill og nærme os Georg.

Tom og Bill, i siger altid, at jeres stedfar, Gordon Trümper – guitarist i punkbandet ’Fatun’, har spillet en vigtig rolle i jeres liv. Kan det passe, at hans ekstraordinære viden om optræden, musik og opførelse har haft en påvirkning på jeres arbejde?
Bill: Vores stedfar blandede sig aldrig i vores musik; han gav Tom hans første guitartimer og støttede vores første musikeksperimenter. Måske, uden at tænke over det, tog vi nogen ting fra ham, men vi prøvede aldrig at kopiere ham. Vi har altid været os selv (originaler, red.) og altid vidst hvad vi ville.
Tom: Han gav os ubetinget frihed, og gav os lov til hvad vi ville og på den måde vi ønskede det. I denne henseende har vi været meget heldige med vores forældre. Vi har altid været individualister og lært af vores egne fejl. Og på den anden side, vi var lige fyldt 7 og vi var glade for, det vi lavede.
Bill: Seriøst, vi var bare to glade 7-årige drenge. (griner)

Hvordan er det, at vågne berømte op som 15-årig?
Bill: Vi var chokerede. Vi havde ikke regnet med det.
Tom: Da vi så vores video på tv’et, var jeg lige ved at blive sindssyg! Vi optog endda klippet, fordi vi var bange for, at de aldrig ville vise det igen. Vi ringede til alle vores familiemedlemmer og venner, så de kunne se filmen og glæde sig sammen med os!
Bill: Vi dansede rundt og skreg af glæde!
Gustav: Videoen gik direkte ind på listerne, og alle snakkede og skrev over os over det hele.
Georg: Og to uger efter tog vi i skole, hvor vi mødte en hær af fans, journalister og fotografer. De var overalt. Pludseligt blev det klart for os, at halvdelen af pigerne på skolen var forelskede i os…
Bill: … og den anden halvdel, drengene, fandt ud af at vi pludselig tjente penge. De sagde, at nu når vi var rige, skulle vi hjælpe alle. Men vi havde ikke engang mulighed for, at købe scenetøj. Jeg får det dårligt, når jeg tænker tilbage på, hvad vi havde på. For eksempel Tom havde kun en kasket til samtlige lejligheder, hvilken han konstant havde på, ikke fordi han synderligt elskede den, men fordi den var den eneste han havde.

Bill og Tom, har i nogensinde var separeret fra hinanden?
Bill: Engang i skolen. Vi var ikke så søde drenge. Altså, vi var kloge nok, men vi elskede at skændtes med lærerne og gøre grin med deres regler. Så de tænkte, at vi ville være nemmere at håndtere hvis vi var hver for sig. Det var hæsligt. Vi er tvillinger og har altid været sammen, som en person. Men vi viste ikke, hvor svært det var, at være væk fra hinanden. Bide tænderne sammen og være stærke, vi skulle igennem det. Og efter videoen… halvanden måned, denne kærlighed til os sluttede. Og halvdelen af klassen gik med t-shirt, hvorpå der stod: ’I will kill Bill und den Rest der f*** band auch!’ (’Jeg vil dræbe Bill og resten af det lorte band!’, red.). Vores forældre snakkede med rektoren og vi fik hjemmeundervisning. Yderligere, touren startede, interviews, og vi ville ikke kunne gå på en almindelig skole.

Når i er hjemme, laver i så husholdningsarbejde som madlavning og rengøring? Eller blev det hele gjort af jeres mødre og i bibeholdt jeres stjernestatus?
Bill: Lad os bare være ærlige, vi er hjemme 40 dage ud af 365. Og disse dage gør, selvfølgelig med, at leve kongeligt, ærligt talt ikke lave noget som helst. Bare sove, spise og mødes med bekendte. Vi er for sjældent hjemme til, at leve som almindelige (by)mennesker. Men det betyder ikke, at vi på ferier bare ligger og feder den på sofaen foran tv’et. Tom kan hjælpe i køkkenet, det kan jeg også… derhjemme… Nu kan jeg huske det! Tom går tur med hundene, det er hans hjemmepligt!
Georg: På hotellerne, gør vi selvfølgelig alting selv. Vi kan gøre rent og vaske vores tøj. Når vi er studiet, gør vi også alting selv. Men vores familier ser os så sjældent og de elsker så meget, at vi ikke misser chancen for, at lade dem gøre det for os. Det er dejligt – endeligt, at føle sig rigtigt hjemme.

Hvordan ser jeres familier på jeres stjernestatus? Kommer de med kommentarer eller sætter jer på plads?
Bill: Hvis vores familier og venner begyndte at se på os som stjerner, ville det være hæsligt.
Tom: For vores familie og venner er vi, som vi altid har været. Hvis de kan se, at vi har eller ændrer os, så siger de det til os. De behandler os, som almindelige mennesker, har et normalt forhold til os, og har det sjovt med os. Vores venskaber blev skabt før berømmelsen.

Georg – fans verden over, var overrasket over at du er forelsket og skal giftes…
Georg: Altså, vi har ikke tænkt på et bryllup, det er lidt for tidligt til det. Vi mødtes på en natklub i Magdeburg, hvor jeg var med nogle venner, og vi faldt i snak. Hun ved hvem jeg er og hvad jeg laver. Jeg forventer ikke noget af hende, men jeg tror på, at blandt nære mennesker er tillid det mest væsentlige. Vi har ganske enkelt bare en fantastisk forbindelse.

Er du ikke bange for, hvis din kæreste bliver rodet ind i dette kaos af fans?
Georg: Hun vidste udmærket godt hvad hun gik med til, da vi begyndte at komme sammen. Men vi har ikke bare en lille flirt-affære, men et seriøst forhold, som jeg ikke vil skjule. Jeg er sikker på, at vores fans vil være glade på vores vegne.

Vil hun tage med på tour, eller venter hun derhjemme?
Georg: (snedigt smil) Måske kommer hun med, måske ikke. For at ærlig, har vi ikke besluttet det endnu.

Er du ikke bange for, at hun ikke gider, at vente på dig?
Georg: (griner) Nej, jeg stoler fuldt ud på hende. Jeg håber også, at hun kommer til min fødselsdag d. 31. marts. En ting jeg ved: vi vil snakke sammen dagligt.

Tager i nogen souvenirs med hjem til jeres familier fra jeres rejser? Hvad giver i til familie og venner?
Tom: På det seneste – mest drinks. For når vi endelig er hjemme, kommer folk på besøg og fester. (drømmende suk)

I er sammen 24/7, 7 dage om ugen. Hvordan undgår i konflikter?
Bill: Vi kender hinanden så godt, og vi vil ikke lade skibet synke pga. en dum diskussion. Selvfølgelig skændes vi og provokerer hinanden. Før i tiden skændtes jeg endda med min bror. Vi kastede stole, eller andet hårdt, i hovedet på hinanden. Nu prøver vi at løse eventuelle spydigheder på en ordentlig måde.
Gustav: Generelt, kan vi alle sige hvad vi mener og alle kan nedlægge veto, hvis en ikke kan lide den andens mening. Nogle af os bruger nogen gange denne.
Tom: Egentlig er der kun en chef her – mig. Jeg er den eneste der er speciel og intelligent. Hvis det ikke var for mig og mit majoristiske talent, ville vi ikke opnå noget. (alle griner) Min bror og jeg var med-producerende på det nye album; vi har at gøre med videoerne, og har generelt prøvet forskellige ting. Det var at tage ansvarlighed og tage alt seriøst, for alt kunne blive en dyr fejltagelse. Indtil videre er alt gået som planlagt.

I jeres interviews med andre medier, snakker i ofte om Moskvas natteliv. Denne gang bliver i lidt længere i Moskva. Hvad ville i gerne se og opleve i hovedstaden denne gang?
Bill: Ja, vi har haft fantastiske koncerter i Moskva og festerne er ikke mindre fede. Derfor forbinder vi kun Rusland med gode ting. Angående seværdigheder, har vi endnu ikke haft tid.
Tom: Moskva er en stor by. Den lever. Gaderne er fyldte med lys og der store menneskemængder overalt. Butikkerne er nærmest alle åbne døgnet rundt. Dette er stor kontrast til Europa, hvor alt nærmest er dødt klokken 21.00.
Georg: Men i løbet af touren, har vi sådan en fyldt plan og så lidt fritid, at det nok ender med at vi bliver i busserne og hygger os der.
Tom: Men hvis alt flasker sig, kommer vi ud og ser noget. Og jeg tror nætterne i Moskva ville være perfekt til det.

Drenge, i har næsten alt man kan drømme om – berømmelse, penge, mange fans… Har i stadig nogle drømme?
Bill: Beskrivelsen af musikindustrien som et pengetræ – er fuldstændig åndssvag!
Tom: Nu pga. krisen, er alt ikke lut og lagkage i musikindustrien. Men vi er glade for, at vi stadig kan tage på tour og få publikummer til vores koncerter. Nu vil vi til Asien. Åbne nye territorier for os selv. Se nye lande.
Georg: Og flyve til Tokio, det er vores barndomsdrøm.
Gustav: Ja, vi vil bo på det bedste hotel i Tokio og spille en concert. Ved ikke hvornår, men det vil ske en dag.

Gustav, du er det mest stille bandmedlem, holder dig altid i baggrunden. Det passer slet ikke til imaget, som rockmusiker…
Tom: (griner) Gustav tænker længe over et svar for, at virke klog, venlig og anstændig. Journalisternes tålmodighed opbruges og de går videre til næste spørgsmål.
Gustav: (skubber Tom ned af sofaen) Jeg er egentlig bare glad for, at ingen ved noget om mig. Tom og Bill er altid i mediernes søgelys; der snakkes altid om den, skrives altid om dem, nogle gange noget fuldstændig åndssvagt noget. Generelt er jeg tilfreds med alt og sådan vil jeg også gerne have mit privatliv. Jeg vil ikke leve under mediernes øje. Jeg vil have tid til, at gå en tur uden bodyguards og drikke mig fuld med venner på diskoteker, uden at være bange for, at det er morgendagens overskrift.