'On Stage’ nr. 4/2010 (Italien)

Dem som bare tror, at Tokio Hotel kun er ”en gruppe af børn”, skulle kigge på deres liveoptrædener på youtube. Her snakkes om en generation af teenagere, men deres optrædener er i toppen med kendte rockbands. Vi snakkede med dem, da de gæstede festivalen i Sanremo.

Lad os starte med et kategorisk spørgsmål. Vi vil have et ærligt svar: Bærer I over med hinanden? Er I venner?
Bill: Ja selvfølgelig! Nogle gange skændes vi, men generelt kommer vi godt ud af det med hinanden, vi kender hinanden godt og vi har næsten spillet sammen i 10 år. Alt er baseret på dette: hvis man ikke er venner, kan man ikke spille sammen i et band. Og det er vi.

Ifølge jeres biografi, startede I tidligt med at lave musik. Jeg har læst, at du startede med at skrive sange som 7-årig. Hvor meget har jeres familie haft indflydelse på jeres beslutning om, at lave musik?
Bill: Vores stedfar havde en nøglerolle i vores musikalske ’uddannelse’, da han spiller guitar.
Tom: Ja, det var ham der købte min første guitar til mig og som startede med, at lære mig at spille på den. Vi indspillede egentlig vores første materiale med ham. Han gav os et stort boost.

Kan I fortælle os mere om jeres musikindflydelse? Nogle kritikere tror, at I har en masse fra Metallica eller, at nogle af jeres sange har meget tilfælles med James Hetfield osv. …
Bill: Det synes jeg ikke er rigtigt, vi har en meget forskellig musiksmag, der er ikke et band eller kunstner vi alle sammen kan lide. Gustav kan lide Metallica, men hver af os hører forskellige musikgenrer: der er ikke et idol, som inspirerer os alle. Jeg tror, at Tokio Hotels musik er en blanding af mange forskellige ting.

Så, I vil ikke sige at jeres band har en bestemt stil?
Bill: Nej, vi kan ikke lide at putte Tokio Hotel ind i en speciel musikstil. Det nye album er endda meget anderledes end de forrige, indeholder hårde rocksange, men også mange elektroniske. Altså derfor kan vi ikke tilpasses en bestemt musikstil.
Tom: En anden ting er, at nye ting ændres dagligt. Vi bliver om og om igen spurgt om vi tilhører den eller den musikstil, og jeg vil sige, at I bare skal kaldes vores stil ’Tokio Hotel’.

‘En scene’ med hundrede-tusinder af fans… På den anden side, jeg ved at I har haft nogle sager med nogle kvindelige fans. Er I bange for dem? Har I altid bodyguards med jer?
Bill: Indtil videre har vi været omringet af bodyguards i fem år, men ikke privat.
Tom: Selvom, og misforstå mig ikke, vi er ikke bange for vores fans, vi vil gerne møde dem. Vi kan godt lide målrettede piger.
Bill: Ja, vi elsker vores fans, de er det vigtigste for os. Hvad angår den sag, var det en stalker, ikke en fan. Men du kan ikke altid have en bodyguard ved din side ved sådan et uheld, og intet slemt skete.

Angående dårlige ting, blev Bill i 2008 opereret for en cyste på stemmebåndet. Derfor blev de nødt til at aflyse shows i Europa og deres store nordamerikanske tour. Hvad vil I sige om denne oplevelse, og hvordan har du det nu?
Bill: Det var en meget hård og svær tid for mig, men vendte derefter tilbage til scenen og mine shows. Der er stadig mange. Alt er fint nu. Det er klart, at sådan en oplevelse vil man aldrig kunne glemme. Men nu har jeg det komfortabelt og generelt nyder jeg det, jeg kan lide at være på tour og jeg prøver ikke, at tænke over det mere.

Bill, Karl Lagerfeld definerer dig som et modeikon, hvorimod Michael Michalsky siger at du er indbegrebet af pop-art. Der er endda en voksfigur af dig på Madam Tussaud i Berlin. Hvordan har du det med at være så kendt, taget i betragtning af, at du bare er 20 år?
Bill: Du ved, nogle gange tager jeg mig selv i at tænke over det og det hele føles så underligt, så mærkværdigt. Nogle gange glemmer jeg det, men så henvender folk sig til mig og jeg husker det. Men jeg indrømmer, at jeg synes det, at have en voksfigur på Madam Tussaud en smule forstyrrende. Dog er det dog også fantastisk og jeg er stolt af det. Jeg er glad for, at leve et liv som dette, da jeg kan lide at lave musik og være på scenen. Ingen tvivl om, at jeg synes det fedt og holder meget af det.

Dit androgyne look lægger an til mange rygter angående din seksualitet. Du har altid nægtet det (at være homoseksuel, red.), men hvad er din generelle mening om seksualitet?
Bill: Jeg har ikke noget problem med dette. Jeg mener, jeg respekterer folks seksualitet. Alle er frie til, at gøre hvad de vil, for de tror virkelig på at alt har noget at gøre med kærlighed og jeg tror på ægte kærlighed. Jeg er af den mening, at når du virkelig elsker en, skal du elske personen og være lykkelig.

For at vende tilbage til musikken: til jeres nye album, ’Humanoid’, har I arbejdet sammen med nogle nye producere: Guy Chambers, the Matrix og Desmond Child. Og I har også arbejdet sammen med jeres succesfulde producentteam (Peter Hoffmann, David Jost, Pat(rick) Benzer og David Roth) – hvordan er det, at arbejde med dem?
Bill: Ja, vi har arbejdet med de samme producere i syv år, hvilket er fint, fordi vi kender hinanden som en stor familie – det er lidt kritisk, at arbejde så godt sammen. Dog ville vi have noget lidt anderledes til ’Humanoid’, så vi besluttede at arbejde lidt med nogle andre. Vi ville have et andet scenarie til det nye album.

Jeres nye Europa-tourné varede næsten to måneder. Jeg gætter på, at det er svært at være så længe hjemmefra?
Bill: Selv vi bliver vant til det, synes jeg stadig at det er svært for os – specielt for Georg, som har en bassist. For os er det ikke altid så let, at rejse så meget i så lang tid. Men generelt kan vi godt lide det. Vi rejste i to tourbusser og hver af os havde sin egen plads, selv eget værelse!
Tom: Faktisk, savner du din egen seng, som du har derhjemme, fordi du sover i en tourbus i tre-fire måneder, men alt i alt, det er bare en bus!
Bill: Ja, det er lang tid og nogle gange besværligt, men, alligevel, er det en fantastisk oplevelse.

Er det rigtigt, at I har haft jeres hunde med? Er de en del af jeres nye show?
Bill: Nej, det er de ikke (griner). Ja det er sandt, nogle gange rejser de med os, og nogle gange er de derhjemme, hvor vores forældre tager sig af dem. Vi prøver, at tage dem med os, fordi vi elsker dem og de betragtes som en del af familien. Desværre, er det ikke altid muligt.

Kan du fortælle os noget om dit scenetøj?
Bill: For første gang har vi vores egen scene og det er rigtig fedt. Vi kom tilbage fra London, hvor vi så det hele. Vi skal takke Misty Buckley, designeren som kreerede det hele: hun er en virkelig venlig person og vi nød virkelig at arbejde med hende. I London mødte vi også Dean og Dan, canadiske tvillinger bag mærket ’DSquared2’, med hvem vi har designet de sindssyge kostumer til ’Humanoid’-touren. Vi havde vores egen futuristiske by, ’Humanoid City’. Dette er den hidtil største Tokio Hotel produktion og det er fantastisk.

I er nervøse før I går på scenen. Har I et ritual, I laver, før I går på scenen?
Bill: Jeg er altid meget nervøs før et show/ en koncert. Jeg tror, at Tokio Hotel er det mest nervøse band i verden. Men når du står på scenen, og alt går godt, er alt godt. Vi optræder med vores musik og har det sjovt. Efter den første sang er alt fint.
Tom: For at være helt ærlig, det vigtigste før et show er, at Georg ordner sin ’big business’ på badeværelset. Når det er overstået, ved vi at, alt vil gå godt.

Fortæl os noget om setlisten. Vil sangene blive sunget på engelsk eller tysk? Hører de alle sammen til det nye album eller er der også sange fra de forrige albums?
Bill: Vi spiller mange sange, men mange af dem er fra vores seneste album, ’Humanoid’. Vi vil også spille nogle af de gamle sange, men jeg vil virkelig gerne fortsætte touren med de nye sange, da vi har spillet de gamle så mange gange… Angående sproget: begge. Hver aften vil setlisten være enten på engelsk eller tysk – og dette betyder mere arbejde for mig!