'RED'-interview

Bill: En koncert for mig, er ikke bare at stå med en guitar eller en mikrofon, stå på en scene i halvanden time… for mig er det virkelig et show, og jeg vil rigtig gerne lave et show, der passer til albummet… jeg vil gerne danne ’Humanoid City’. Og derfor er rigtig glad for, at DSquared2 ville lave disse kostumer til mig. For mig, er det en drøm, der går i opfyldelse… en af de største drømme. For mig er det som… jeg udlever det… det tilhører mig… jeg elsker denne form for beklædning og, at optræde og synge. I mine øjne er det et perfekt show.

Interviewer: Er det en slags personlig frihed for dig, at bære sådanne beklædninger?
Bill: Absolut! Hvis andre bestemte, ville jeg sikkert ikke bære det, selv ikke hvis Tom havde noget at sige – der ville jeg ikke bære en eller to jakker. Men det er det, jeg føler mig tilpas i på scenen og det er min afgørelse. Du kan ikke glæde alle.
Tom: Det gode ved vores band er, at vi lever og lader os selv leve. Georg ligner et fjols, sådan er det altid, så vi lever og lader os selv leve.

- Man hører ikke spørgsmålet.
Bill: Man skal ikke tage alt så seriøst. Der er ting, som hele tiden kommer igen, hvert år på bestemte tidspunkter… når der ikke sker noget nyt, og egentlig skal bare man bare tage det roligt og slappe af, og vi ser sjældent alt. Der bliver skrevet om os dagligt overalt i verden, ikke kun Tyskland, så man må tage det roligt, slappe af og ikke tage det så seriøst.

- Man hører igen ikke spørgmålet.
Tom: Selvfølgelig… det skete meget hurtigt. Vi har ikke rigtig kunne feste med venner eller lære nye at kende særlig let. Vi begyndte tidligt at eksperimentere, som så mange andre også gør i den alder… vi prøvede allerede som 14-/ 15-årige. Dengang var det ikke sejt, især ikke for vores forældre, men nu er vi glade for det, for nu har vi ikke chancen for at afprøve det. Så, ja selvfølgelig mister man noget, at være anonym, men på den anden side, har vi i de sidste 5 år oplevet og opnået så meget, som en ’normal’ aldrig ville kunne.
Bill: Du kan ikke få alt. Hvis man har alt, mangler man noget andet, sådan er det, der er altid noget man vil mangle. Mange tror sikkert, at okay, vi laver store shows, har en masse penge og alt er super, til en vis grad ja, men det er dybt anderledes. Enten er du villig til at leve sådan et liv, eller ej. Du skal være klar til at ofre noget og du vil miste noget.
Tom: Det har nok allerede været i avisen, ingen ide, men en dag vil jeg fortælle alt i min biografi (begge griner). Ja, men…
Bill: Nej… Tom og jeg har altid haft ældre venner. Dengang havde vi venner, som allerede kunne køre bil, var en smule ældre og vi lavede ting med dem, som ældre gør.

Interviewer: Hvornår var I sidst ude og købe mad? Gjorde noget 'almindeligt'?
Tom: Okay, dette er eksempel: at købe ind og have et almindeligt privatliv, er selvfølgelig noget du på en måde mister. Da vi startede med, at være succesfulde, behøvede vi ikke, da vores mor købte ind, men sidenhen har vi selv skulle gøre det, og det kan ikke lade sig gøre. Dette er noget, vi aldrig har gjort. Jeg kan huske, at vi stoppede bussen og gik ind på en tankstation i USA midt om natten, når der ikke var andre. Det er den måde, vi ’køber ind’ på. Men, at gå på indkøb i det nærmeste supermarked og udvælge ens ynglings yoghurt, er fuldstændig udelukket og noget vi ikke kender.
Bill: Især i skoletiden…
Tom: Der havde vi endnu større problemer.
Bill: Endnu flere… skoletiden var det værste. Det var den værste tid i mit liv, og jeg er så glad for, at det er overstået og at jeg aldrig skal træde ind i sådan en bygning igen. For mig er der ikke noget der er værre, jeg har et problem med autoriteter. Jeg har problem med, når andre prøver at lære mig noget og siger, at jeg skal gøre dit og dat, og noget på en bestemt måde, og sådan er det ofte i en skole. Jeg kunne ikke, vi kunne begge ikke deale med det. Ja, på den måde har vi kun været i problemer.. med lærerne og selvfølgelig de andre, eleverne… og jeg er så glad, det er vi egentlig alle sammen, over at dette er et overstået kapitel. Jeg bliver aldrig en af dem, der kigger tilbage og siger ’skoletiden var ikke så dårlig’.
Tom: Jeg forstår egentlig hvad det er, de siger… du skal deale med forskellige bekymringer… men i den alder er problemer de samme, som de skal deale med senere i livet.
Bill: Nemlig.
Tom: De er anderledes… og de voksne, tror at de er langt vigtigere… men jeg ved præcis, som ung, at skolen var min største bekymring. Derfor var dét, det værste.

Interviewer: Havde I kun problemer med lærerne, eller også eleverne?
Bill: Med alle, vil jeg tro… det er alt sammen der, som alle andre steder… selvfølgelig var der ’kampe’ med nogle man ikke kunne lide… også lærere… kampe med lærere (griner).

Interviewer: Er der problemer, når I er så tætte på sådan et lille sted?
Bill: Vi prøver på, at gøre det så bekvemt så muligt. Vi har to busser… kun til os… Georg & Gustav har en, og Tom & jeg har en. Hver har hans eget rum, hvor man kan være alene.
Tom: Mange overvurderer det egentlig en smule… vi tilbringer mest tid på scenerne. Vi ankommer til scenen klokken 11 om formiddagen og forlader hallen omkring kl. 01 om natten… og så er det tilbage i bussen og sove.
Bill: Der er dage, hvor man tilbringer mere tid i bussen.
Tom: Det er sandt. Der er ruter, hvor vi kører tre dage med bussen… og ja, der kan det godt blive irriterende, når det er så trængt, men bussen eneste formål er egentlig kun til at sove i og se dvd… som sagt, bruger vi mest tid i hallerne og på scenerne.
Bill: Tom og jeg kan sikkert ikke rejse til den ø igen, fordi disse f****** idioter til fotografer tog disse billeder af os (Tom klapper). Som du kan se, det er meget svært for os… du flyver om på den anden side af jorden, og alligevel prøver en eller anden idiot at tjene penge på dig. I overensstemmelse med det, må man deale med sådanne ting og acceptere det, men som du kan høre, er det ikke nemt for mig, at acceptere det. Det er en tanke, du ikke vender dig til… du prøver at have dit eget lille ’rum’ til at være privat i, men Tom og jeg havde alligevel en god og afslappende ferie.

Interviewer: Ville det for eksempel ikke være nemmere for jer, at bo i Amerika?
Bill: Selvfølgelig ville det være nemmere for os, men vi kunne også flytte til provinsen, hvor ingen bor og der kun er to huse. Men spørgsmålet er så bare: ville man kunne være lykkelig der? Vores familier bor i Tyskland, det er vores hjem, her snakkes der tysk og det er vores hjemland. Vi føler os virkelig hjemme her, og selvom det er opslidende land for os, kan vi ikke forestille os at forlade det. Måske et halvt år, men at forlade Tyskland for altid, kan jeg slet, slet ikke forestille mig. Vi er alle opvokset her.
Bill: Det som vi laver, er intet lig slutningen på en arbejdsdag. Du lukker ikke din computer og siger, ’okay, nu har fri’... det er vores liv, du når aldrig dette punkt.
Tom: Det betyder… alt hvad du prøver, at opnå, har noget at gøre med bandet.