Alle har set frem til jeres ankomst.
Tokio Hotel: Det har vi også.
Bill: Rejsen til Japan har været vores drøm i lang tid. Vi er meget taknemmelige for endelig at komme til Japan, og er meget spændte. Det var helt godt at komme her.
Jeg går udfra at I havde de samme svar, da I blev spurgt af de Sydamerikanske journalister. (griner)
Bill: Ja! Vi har fortalt folk, at vi én dag ville tage til Japan. Hvad mere er, vores bandnavn er 'Tokio Hotel', så vi ville til Japan så hurtigt som muligt.
Tom: Men da den dag kom, var det udover ens forestillinger, for Tokyo var meget langt væk.
Georg: Da vi skulle give vores band et navn, ville vi finde på noget spektakulært. Det skulle være et sted vi ikke kunne se og røre i drømmene. Og til sidst besluttede vi os for 'Tokio Hotel'. Og vi kom endelig til Japan. (griner)
Altså, alle fans vil gerne vide mere om jeg på kort tid. For det første, Tom, du sagde, at lave et album var et tidskrævende job, da du blev interviewet af os sidst. Så det næste album i 2011 må ikke være let. Tænker du på samme måde, lige nu?
Tom: Klart.
Hvorfor det?
Tom: Faktisk skulle vi have lavet en ny sang i dette øjeblik, men vi besluttede os for at tage til Japan, faktisk er det ikke en del af vores plan. Næste gang håber vi, at vi kan forberede os ordentligt.
Seriøst? Vi kan ikke tro det, kan vi? (griner)
Tom: Selvfølgelig! Men vi har andre planer i 2011 at se frem til. Efter alle disse kan vi endelig komme tilbage til studiet og fortsætte med at skrive sange. Så vi ved ikke hvornår det næste album bliver udgivet. Det er ikke fordi vi ikke kan lide at rejse, men det er som om vi ikke har nok tid til at komponere i 2011.
Bill: Det er fordi, at vi gerne vil lave nogle albums af høj kvalitet. Vi vil vise alle det bedste af hvad vi går og skaber i hverdagen, så det er nødvendigt at blive i studiet i lang tid. Mens vi komponerer skal vi diskutere hvilken måde der er bedst, hvilken lyd der er bedst, osv.
Tom: Ja, vi har været på mange ture i år. Når vi kommer tilbage til studiet, skal vi tænke på det næste, akkumulere vores tanker og samle al slags inspiration. Alt dette er tidskrævende.
Bill: Så vi er ikke sikre på hvornår næste album bliver udgivet. Måske næste år eller året efter. Men vi vil informere jer, hvis der er nogle tegn. (griner)
Hvor lang tid bruger I normalt på at lave et album?
Tom: Det kommer an på mange ting. Det kommer altid an på hvor mange sange vi har indspillet. Det er ikke problemet vi skal tænke på. Sommetider synes vi det er okay efter vi har indspillet 18 sange, mens vi måske ikke er tilfredse og tilføjer noget andet, selv efter vi har indspillet 50 sange. Så det kommer an på humøret i det øjeblik. Hvis vi gav dig en deadline, ville det være en forudsætning.
Åh, jeg forstår. Jeg var i Tyskland og Paris den anden dag. Jeg ved hvor populære I er i Europa. I er helt klar mest populære.
Tokio Hotel: Ja, det er det samme i Paris.
Det vi først interviewede jer, Bill og Tom, over telefonen var I begge meget venlige, og nemme at snakke med. Jeg var så chokeret. Så ligemeget hvor populære I er, så er I stadig naturlige og holder lav profil. Er det jeres princip?
Bill: Ja, det er det vigtigste for os. Vi dannede bandet naturligt og vi er alle gode venner. Vi har været sammen i næsten 10 år. I den periode har optrådte vi for 5 publikummer. I første omgang tænkte vi ikke på succes, da vi spillede på de små klubber. Men nu blev vores drømme til virkelighed og jeg var stolt.
Tom: Så vi kender til to sider af arbejdet, for vi kender ikke kun til succes, men også til følelsen da vi stod foran 5 mennesker. I den lille klub lyttede ingen til os. Vi ved også hvor hårdt det er at være på toppen. Og er det hårdt at optræde foran 500.000 mennesker under Eiffeltårnet også. Fordi vi har oplevet succes og fiasko, vi er taknemmelige i dag. Måske er vi velsignet.
Er det fordi I er kristne?
Bill: Det kunne være grunden.
Nu skal vi skifte emne. Efter I har været her, hvad synes I så om Tokyo? Er det dét samme som I forestillede eller ej?
Bill: Jeg kunne ikke forestille mig så mange fans vente på os.
Tokio Hotel: Yeah, yeah!
Bill: Jeg troede at ingen ville være der, og at ingen kendte os. Men efter vi steg af flyet ventede mange fans på os, og sendte os mange gaver. Jeg var så glad. Vi fik en varm og venlig velkomst fra alle.
I er vant til den scene, ikke?
Tom: I andre lande er det det samme, men det var første gang i Japan. Så jeg troede, at måske ingen kendte os, og vi var nødt til at introducere os selv først. Jeg var meget glad for at se så mange fans i Japan.
Fans i Europa må være meget mere end japanske fans, men alle her er så passioneret. Åh, Bill og Tom, I har sagt at I begge er perfektionister. Så må I skabe problemer for andre sommetider, ikke? (griner). Hvornår begyndte I på det?
Bill: Jeg tror det startede for længe siden.
Tom: Noget i min krop begyndte at kontrollere mig for længe siden, tror jeg.
Bill: Jeg siger til mig selv: "Slap af, slap af i skuldrene." Men jeg kan ikke. Ligemeget hvad jeg gør, så skal det være perfekt. Jeg vil have alt skal være perfekt. Hvis noget ikke var perfekt, ville det hænge omkring mig. Det er som en sygdom. Jeg ved, at jeg sommetider skaber problemer for andre, men jeg tænker på det. Jeg tror at andre ikke kan være glade. (griner)
Se? Gustav og Georg snærer af jer. (griner)
Bill: Ja, og Tom og jeg er på præcis samme måde på det punkt. Så når vi er sammen, er det for besæverligt for andre. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg har været sådan før.
Har du arvet det fra dine forældre?
Bill: Måske. Vi er tætte på vores mor, og bliver aldrig presset af hende. Vi har haft en fri barndom. Mor er afhængig af os. Hun gør alt efter vores behov, så vi snakker meget sammen og hun støtter os hele tiden. Mor har aldrig tvunget os til at gøre noget, heller ikke studere. Hun stoler på os og siger til os: "I gør det I vil gøre. Jeg tror på jer." Vores forhold er meget godt. Så det er svært at sige om det er arveligt.
Jeg hører, at I ikke har hyret en stylist pga. perfektionisme. Er det sandt?
Tom og Bill: Ja.
Bill: Jeg kan ikke stole på ham. Stylisten vil måske bede os om at gå med tøj, som vi ikke kan lide. Jeg føler mig altid urolig. Jeg foretrækker at købe og vælge tøj selv.
Tom: Jeg tror ikke på andre heller. Jeg vil kontrollere det hele selv. Jeg kan fremstå som en freak. Men omkring alt det her, vi har vores egne tanker og mener, at vi kan gøre det bedre end alle andre.
Tokio Hotel: (griner)
Tom: Jeg tror vi vil skabe problemer for andre. Vi håber, at vi kan klare det selv. Jeg vil være involveret i CD med teksterne eller "Darkside of the Sun" den japanske udgave.
Og hvad gør I så virkelig? Shopper I drenge?
Bill: Det er svært. Især i Europa er det ikke okay. Men der er fler butikker som vi er fortrolige med. Og der er nogle tidspunkter de har specielt åben for os. På det tidspunkt kan vi gå derind og tage os god tid. Udover det, så køber vi tøj online.
(Tom fortalte, at Bill ofte tager i en butik kaldet "Melrose Avenue" i L.A.)
Shoppe online? Har du købt alle accessories du har på i dag, online?
Bill: Ja! Der er nogle websider, hvor du kan købe sådanne ting. Sommetider, i bestemte lande, kan vi gå ud og shoppe efter caps og solbriller uden at bekymre os. Og sommetider giver designere mig tøj.
Det lyder godt. I vores tidligere interviews har I sagt, at jeres lejlighed
ikke er som en detailforretning, men en tøjbutik?
Georg: De har forskellige tøjbutikker. Det er mere et varehus.
Tom: Jeg har meget tøj, men Bill har mere end mig. Mængden af vores tøj er stor.
Bill: Jeg er vant til at lægge mit tøj væk i stedet for at smide det. Jeg elsker hvert stykke tøj, selvom det er gammelt er det stadig en del af min historie, og de indebærer forskellige minder. Denne jakke handler om det og denne jakke om noget andre.
I kunne ikke finde på at donere til velgørende organisationer?
Tom: Det har vi gjort før. Men som vi lige sagde, så har alt en betydning og mine. Det vil vi ikke give op.
Jeg har hørt, at I slæbte 10 eller 12 kufferter med på tour. Er det sandt? (7 til Japan)
Bill: Ja, det føles som om vi havde mere med (griner). Turnérne tager så lang tid, at jeg ikke kan huske det klart.
Tom: Folkene som bærer et er meget trætte, tror jeg. Det er meget godt at lade andre hjælpe (griner).
Bill: Vi tog alt med vi have behov for, fordi vi tog på en 3-måneders turné.
Jeres band blev dannet for 10 år siden. Der er gået 10 år. Har I ændret jeres holdning til musik?
Bill: Jeg tror faktisk at vi voksede op. Vi voksede alle op og blev voksne. Selvfølgelig har vi ændret os. Vi tilpassede os på turerne, så som musikere voksede vi også, hvilket har været naturligt.
Hvad med emnerne? Har de ændret sig som I voksede op?
Bill: Emnerne har ændret sig. Jeg får inspiration fra mange materialer som mode, mennesker omkring, film og så videre. Især min yndlingsfilm, så det sidste album var inspireret af en science fiction film.
Hvilken film er det?
Tom og Bill: Det er svært at sige.
Tom: For der er så mange film.
Vær søde at vælge nogle film.
Bill: F.eks. 2012 er god. Og en anden, hvad er nu navnet? Undskyld, jeg har glemt det.
Tokio Hotel: District 9.
Bill: Ja, den er meget god. Og den nye som hedder "Tron:Legacy" er meget kommerciel. Jeg vil gerne se den. Og der er nogle andre film også. Jeg kan godt lie "The Notebook" og "Labyrinth". Det er gamle film, men jeg kan virkelig godt lide dem. "Inception" er virkelig fantastisk.
Den er svær at forstå, ikke? Det show som blev holdt for flere uger siden i Sydamerika var fuld af fremtidige ting, specielt tøjet. Da I skulle snakke scene, hvad var jeres idéer så?
Tom: JA! For Europa-turnéen øvede vi et halvt år. Alle medlemmerne var sammen i øvelokalet. Det os lang tid og energi. Vi øvede på en del af det hele. Det er umuligt at afslutte det hele. På Europa-turnéen brugte vi 15 lastbiler fyldt med vores ting, men det var kun muligt at bruge fly i Sydamerika. Og flyet nåede grænsen. Så vi kunne ikke have alle tingene med. Det kunne ikke blive det samme, men vi prøvede.
Det sidste spørgsmål er en slags joke. Tom og Bill, sover I i samme seng?
Tom: Nope.
I det tidligere interview sagde I, at I gjorde alting sammen og sommetider sover i sammen.
Bill: Vi så en film og var trætte på samme tid, så...
Tom: Det er sandt. Vi er sammen hver dag, næsten 365 dage og 24 timer. Vi er måske kun væk fra hinande når vi sover i hver sin seng. (griner). Udover søvn, så er vi sammen.
Åh, jeg forstår. (griner). Hvad er jeres mål for 2011?
Bill: at komme tilbage til studiet og skabe nye sange.
Tager I tilbage til Hamburg eller L.A.?
Bill: Tilbage til begge. Sommetider vi vil gerne blive i USA og sommetider i Tyskland. Der er mange specifikke planer, der fortsat er hemmelige. Men vi kan ikke fortælle dig det. Tom og jeg også lyst til at prøve noget andet end musik. Vi har ikke besluttet det endu, men vi fortælle dig, hvis vi beslutter noget. Det næste år skal hovedsagelig være baseret på musik.
Lavede Bill noget relateret til mode? Jeg hørte at du lagde stemme til en film.
Bill: Ja, jeg lagde stemme til karakteren Arthur i "Arthur und die Minimoys" den tyske version.
Hvad med de andre? Hvad laver I udover musik?
Bill: De har ikke dette talent. (griner)
Åh Bill! Hold op!
Gustav: Jeg er måske den nye Stallone om 10 år. Og vil måske lægge stemme til "Arhtur rimbaud 20" (griner)
Tom: Selvom jeg ikke har prøvet det, det er et hårdt job. (griner). Ikke nemt, vel?
Bill: Det tog lang tid. Det var et mål jeg nåede efter mange mange timer i studiet.
Tom: Bill er også omhyggelig som sanger.
Hvad med Georg?
Georg: JEe har ikke fået nogen gode forslag. Jeg ved ikke hvad det skal være?
Ok! Tusind tak!
Oversat af HelloHeidi/ Tokio Hotel Live News.
Tokio Hotel: Det har vi også.
Bill: Rejsen til Japan har været vores drøm i lang tid. Vi er meget taknemmelige for endelig at komme til Japan, og er meget spændte. Det var helt godt at komme her.
Jeg går udfra at I havde de samme svar, da I blev spurgt af de Sydamerikanske journalister. (griner)
Bill: Ja! Vi har fortalt folk, at vi én dag ville tage til Japan. Hvad mere er, vores bandnavn er 'Tokio Hotel', så vi ville til Japan så hurtigt som muligt.
Tom: Men da den dag kom, var det udover ens forestillinger, for Tokyo var meget langt væk.
Georg: Da vi skulle give vores band et navn, ville vi finde på noget spektakulært. Det skulle være et sted vi ikke kunne se og røre i drømmene. Og til sidst besluttede vi os for 'Tokio Hotel'. Og vi kom endelig til Japan. (griner)
Altså, alle fans vil gerne vide mere om jeg på kort tid. For det første, Tom, du sagde, at lave et album var et tidskrævende job, da du blev interviewet af os sidst. Så det næste album i 2011 må ikke være let. Tænker du på samme måde, lige nu?
Tom: Klart.
Hvorfor det?
Tom: Faktisk skulle vi have lavet en ny sang i dette øjeblik, men vi besluttede os for at tage til Japan, faktisk er det ikke en del af vores plan. Næste gang håber vi, at vi kan forberede os ordentligt.
Seriøst? Vi kan ikke tro det, kan vi? (griner)
Tom: Selvfølgelig! Men vi har andre planer i 2011 at se frem til. Efter alle disse kan vi endelig komme tilbage til studiet og fortsætte med at skrive sange. Så vi ved ikke hvornår det næste album bliver udgivet. Det er ikke fordi vi ikke kan lide at rejse, men det er som om vi ikke har nok tid til at komponere i 2011.
Bill: Det er fordi, at vi gerne vil lave nogle albums af høj kvalitet. Vi vil vise alle det bedste af hvad vi går og skaber i hverdagen, så det er nødvendigt at blive i studiet i lang tid. Mens vi komponerer skal vi diskutere hvilken måde der er bedst, hvilken lyd der er bedst, osv.
Tom: Ja, vi har været på mange ture i år. Når vi kommer tilbage til studiet, skal vi tænke på det næste, akkumulere vores tanker og samle al slags inspiration. Alt dette er tidskrævende.
Bill: Så vi er ikke sikre på hvornår næste album bliver udgivet. Måske næste år eller året efter. Men vi vil informere jer, hvis der er nogle tegn. (griner)
Hvor lang tid bruger I normalt på at lave et album?
Tom: Det kommer an på mange ting. Det kommer altid an på hvor mange sange vi har indspillet. Det er ikke problemet vi skal tænke på. Sommetider synes vi det er okay efter vi har indspillet 18 sange, mens vi måske ikke er tilfredse og tilføjer noget andet, selv efter vi har indspillet 50 sange. Så det kommer an på humøret i det øjeblik. Hvis vi gav dig en deadline, ville det være en forudsætning.
Åh, jeg forstår. Jeg var i Tyskland og Paris den anden dag. Jeg ved hvor populære I er i Europa. I er helt klar mest populære.
Tokio Hotel: Ja, det er det samme i Paris.
Det vi først interviewede jer, Bill og Tom, over telefonen var I begge meget venlige, og nemme at snakke med. Jeg var så chokeret. Så ligemeget hvor populære I er, så er I stadig naturlige og holder lav profil. Er det jeres princip?
Bill: Ja, det er det vigtigste for os. Vi dannede bandet naturligt og vi er alle gode venner. Vi har været sammen i næsten 10 år. I den periode har optrådte vi for 5 publikummer. I første omgang tænkte vi ikke på succes, da vi spillede på de små klubber. Men nu blev vores drømme til virkelighed og jeg var stolt.
Tom: Så vi kender til to sider af arbejdet, for vi kender ikke kun til succes, men også til følelsen da vi stod foran 5 mennesker. I den lille klub lyttede ingen til os. Vi ved også hvor hårdt det er at være på toppen. Og er det hårdt at optræde foran 500.000 mennesker under Eiffeltårnet også. Fordi vi har oplevet succes og fiasko, vi er taknemmelige i dag. Måske er vi velsignet.
Er det fordi I er kristne?
Bill: Det kunne være grunden.
Nu skal vi skifte emne. Efter I har været her, hvad synes I så om Tokyo? Er det dét samme som I forestillede eller ej?
Bill: Jeg kunne ikke forestille mig så mange fans vente på os.
Tokio Hotel: Yeah, yeah!
Bill: Jeg troede at ingen ville være der, og at ingen kendte os. Men efter vi steg af flyet ventede mange fans på os, og sendte os mange gaver. Jeg var så glad. Vi fik en varm og venlig velkomst fra alle.
I er vant til den scene, ikke?
Tom: I andre lande er det det samme, men det var første gang i Japan. Så jeg troede, at måske ingen kendte os, og vi var nødt til at introducere os selv først. Jeg var meget glad for at se så mange fans i Japan.
Fans i Europa må være meget mere end japanske fans, men alle her er så passioneret. Åh, Bill og Tom, I har sagt at I begge er perfektionister. Så må I skabe problemer for andre sommetider, ikke? (griner). Hvornår begyndte I på det?
Bill: Jeg tror det startede for længe siden.
Tom: Noget i min krop begyndte at kontrollere mig for længe siden, tror jeg.
Bill: Jeg siger til mig selv: "Slap af, slap af i skuldrene." Men jeg kan ikke. Ligemeget hvad jeg gør, så skal det være perfekt. Jeg vil have alt skal være perfekt. Hvis noget ikke var perfekt, ville det hænge omkring mig. Det er som en sygdom. Jeg ved, at jeg sommetider skaber problemer for andre, men jeg tænker på det. Jeg tror at andre ikke kan være glade. (griner)
Se? Gustav og Georg snærer af jer. (griner)
Bill: Ja, og Tom og jeg er på præcis samme måde på det punkt. Så når vi er sammen, er det for besæverligt for andre. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg har været sådan før.
Har du arvet det fra dine forældre?
Bill: Måske. Vi er tætte på vores mor, og bliver aldrig presset af hende. Vi har haft en fri barndom. Mor er afhængig af os. Hun gør alt efter vores behov, så vi snakker meget sammen og hun støtter os hele tiden. Mor har aldrig tvunget os til at gøre noget, heller ikke studere. Hun stoler på os og siger til os: "I gør det I vil gøre. Jeg tror på jer." Vores forhold er meget godt. Så det er svært at sige om det er arveligt.
Jeg hører, at I ikke har hyret en stylist pga. perfektionisme. Er det sandt?
Tom og Bill: Ja.
Bill: Jeg kan ikke stole på ham. Stylisten vil måske bede os om at gå med tøj, som vi ikke kan lide. Jeg føler mig altid urolig. Jeg foretrækker at købe og vælge tøj selv.
Tom: Jeg tror ikke på andre heller. Jeg vil kontrollere det hele selv. Jeg kan fremstå som en freak. Men omkring alt det her, vi har vores egne tanker og mener, at vi kan gøre det bedre end alle andre.
Tokio Hotel: (griner)
Tom: Jeg tror vi vil skabe problemer for andre. Vi håber, at vi kan klare det selv. Jeg vil være involveret i CD med teksterne eller "Darkside of the Sun" den japanske udgave.
Og hvad gør I så virkelig? Shopper I drenge?
Bill: Det er svært. Især i Europa er det ikke okay. Men der er fler butikker som vi er fortrolige med. Og der er nogle tidspunkter de har specielt åben for os. På det tidspunkt kan vi gå derind og tage os god tid. Udover det, så køber vi tøj online.
(Tom fortalte, at Bill ofte tager i en butik kaldet "Melrose Avenue" i L.A.)
Shoppe online? Har du købt alle accessories du har på i dag, online?
Bill: Ja! Der er nogle websider, hvor du kan købe sådanne ting. Sommetider, i bestemte lande, kan vi gå ud og shoppe efter caps og solbriller uden at bekymre os. Og sommetider giver designere mig tøj.
Det lyder godt. I vores tidligere interviews har I sagt, at jeres lejlighed
ikke er som en detailforretning, men en tøjbutik?
Georg: De har forskellige tøjbutikker. Det er mere et varehus.
Tom: Jeg har meget tøj, men Bill har mere end mig. Mængden af vores tøj er stor.
Bill: Jeg er vant til at lægge mit tøj væk i stedet for at smide det. Jeg elsker hvert stykke tøj, selvom det er gammelt er det stadig en del af min historie, og de indebærer forskellige minder. Denne jakke handler om det og denne jakke om noget andre.
I kunne ikke finde på at donere til velgørende organisationer?
Tom: Det har vi gjort før. Men som vi lige sagde, så har alt en betydning og mine. Det vil vi ikke give op.
Jeg har hørt, at I slæbte 10 eller 12 kufferter med på tour. Er det sandt? (7 til Japan)
Bill: Ja, det føles som om vi havde mere med (griner). Turnérne tager så lang tid, at jeg ikke kan huske det klart.
Tom: Folkene som bærer et er meget trætte, tror jeg. Det er meget godt at lade andre hjælpe (griner).
Bill: Vi tog alt med vi have behov for, fordi vi tog på en 3-måneders turné.
Jeres band blev dannet for 10 år siden. Der er gået 10 år. Har I ændret jeres holdning til musik?
Bill: Jeg tror faktisk at vi voksede op. Vi voksede alle op og blev voksne. Selvfølgelig har vi ændret os. Vi tilpassede os på turerne, så som musikere voksede vi også, hvilket har været naturligt.
Hvad med emnerne? Har de ændret sig som I voksede op?
Bill: Emnerne har ændret sig. Jeg får inspiration fra mange materialer som mode, mennesker omkring, film og så videre. Især min yndlingsfilm, så det sidste album var inspireret af en science fiction film.
Hvilken film er det?
Tom og Bill: Det er svært at sige.
Tom: For der er så mange film.
Vær søde at vælge nogle film.
Bill: F.eks. 2012 er god. Og en anden, hvad er nu navnet? Undskyld, jeg har glemt det.
Tokio Hotel: District 9.
Bill: Ja, den er meget god. Og den nye som hedder "Tron:Legacy" er meget kommerciel. Jeg vil gerne se den. Og der er nogle andre film også. Jeg kan godt lie "The Notebook" og "Labyrinth". Det er gamle film, men jeg kan virkelig godt lide dem. "Inception" er virkelig fantastisk.
Den er svær at forstå, ikke? Det show som blev holdt for flere uger siden i Sydamerika var fuld af fremtidige ting, specielt tøjet. Da I skulle snakke scene, hvad var jeres idéer så?
Tom: JA! For Europa-turnéen øvede vi et halvt år. Alle medlemmerne var sammen i øvelokalet. Det os lang tid og energi. Vi øvede på en del af det hele. Det er umuligt at afslutte det hele. På Europa-turnéen brugte vi 15 lastbiler fyldt med vores ting, men det var kun muligt at bruge fly i Sydamerika. Og flyet nåede grænsen. Så vi kunne ikke have alle tingene med. Det kunne ikke blive det samme, men vi prøvede.
Det sidste spørgsmål er en slags joke. Tom og Bill, sover I i samme seng?
Tom: Nope.
I det tidligere interview sagde I, at I gjorde alting sammen og sommetider sover i sammen.
Bill: Vi så en film og var trætte på samme tid, så...
Tom: Det er sandt. Vi er sammen hver dag, næsten 365 dage og 24 timer. Vi er måske kun væk fra hinande når vi sover i hver sin seng. (griner). Udover søvn, så er vi sammen.
Åh, jeg forstår. (griner). Hvad er jeres mål for 2011?
Bill: at komme tilbage til studiet og skabe nye sange.
Tager I tilbage til Hamburg eller L.A.?
Bill: Tilbage til begge. Sommetider vi vil gerne blive i USA og sommetider i Tyskland. Der er mange specifikke planer, der fortsat er hemmelige. Men vi kan ikke fortælle dig det. Tom og jeg også lyst til at prøve noget andet end musik. Vi har ikke besluttet det endu, men vi fortælle dig, hvis vi beslutter noget. Det næste år skal hovedsagelig være baseret på musik.
Lavede Bill noget relateret til mode? Jeg hørte at du lagde stemme til en film.
Bill: Ja, jeg lagde stemme til karakteren Arthur i "Arthur und die Minimoys" den tyske version.
Hvad med de andre? Hvad laver I udover musik?
Bill: De har ikke dette talent. (griner)
Åh Bill! Hold op!
Gustav: Jeg er måske den nye Stallone om 10 år. Og vil måske lægge stemme til "Arhtur rimbaud 20" (griner)
Tom: Selvom jeg ikke har prøvet det, det er et hårdt job. (griner). Ikke nemt, vel?
Bill: Det tog lang tid. Det var et mål jeg nåede efter mange mange timer i studiet.
Tom: Bill er også omhyggelig som sanger.
Hvad med Georg?
Georg: JEe har ikke fået nogen gode forslag. Jeg ved ikke hvad det skal være?
Ok! Tusind tak!
Oversat af HelloHeidi/ Tokio Hotel Live News.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar