'Tokio Hotel er i identitetskrise'

De populære tyske emo-rockere kan for lidt og breder sig for meget på deres fjerde album.

På coveret til det fjerde album (nummer to med engelske tekster) med tyske Tokio Hotel fremstår sanger Bill Kaulitz som en blanding af en teknisk fremstillet robot og et menneske, en såkaldt cyborg.

Selvfølgelig et signal om, at vi mennesker er kommet så langt i den teknologiske udvikling og svæver så frit i cyperspace, at vi måske snarere er ’Humanoid’ end mennesker, som titlen antyder.

Identitetskrise
Men billedet kan også tages som udtryk for, at det unge og ekstremt succesrige band er i identitetskrise. Et indtryk, der får lov at etablere sig på pladen, som udsendes synkront på tysk og engelsk også i Danmark – den tyske udgave er klart den bedste.

For i bestræbelserne på at tækkes fans i stort set alle afdelinger af moderne musik spreder Tokio Hotel sig over alt fra tung elektronisk rock (’Automatic’ og ’Humanoid’), poppede ballader som ’Forever Now’ and ’World Behind My Wall’ og eksempelvis letbenet Depeche Mode-inspiration (’Human Connect To Human’).

Hult ekko
De kommercielle hensigter bag maskespillet er lidt for let gennemskuelige.

Når Tokio Hotel har fået godt tag i ungdom over hele den vestlige verden under dække over at være en slags bannerførere for den sensitive emo-rock, skal forklaringen findes i gruppens lettilgængelige synthesizer-baserede pop og enorme slagkraft som en glad, lille fætter til de tunge og langt sjovere landsmænd i Rammstein.

På gangene på Tokio Hotel runger stadig et kolossalt og hult ekko fra 80’ernes synthesizerpop udsat for ungdommelig stilforvirring.

- iByen.dk